Karriere
0

Bestyrelsesformænd får svært ved at vende ryggen til dette logo

Organisationen Kvinder i Bestyrelser indleder nu en skarp kampagne i et forsøg på at få flere medlemmer. Pointen er, at kvinder ikke behøver at arbejde sig op ad gennem ledelseslagene, men bør stile efter bestyrelsesarbejde tidligere i karrieren.

Ud over logoet omfatter kampagnen et designprogram med alt fra hjemmeside og powerpoint til digitale medlemskort og andre symbolredskaber.

For tre år siden fik Danmark en privat organisation, der nu for alvor er parat til at sætte sit præg på erhvervslivet.

Kvinder i Bestyrelser - som organisationen både hedder og kæmper for - har netop indledt en marketingkampagne sammen med reklamebureauet Saatchi & Saatchi, der har vendt i'et rundt og strammet navnet op: K!B

Så bør der ikke være noget at tage fejl af, mener bureauets managing director, Annette Piilgaard, som også af medlem af den private organisation.

»Kvinder i Bestyrelser har en anderledes tilgang til at fremme kvinders karriere. I stedet for at gå gennem ledelseslaget for at opnå en bestyrelsespost, mener organisationen, at kvinder når de højeste ledelsesposter gennem erfaring med strategisk bestyrelsesarbejde,« forklarer Annette Piilgaard.

For nylig har organisationen med sloganet "leadership through boards" oprettet sit eget headhunterforetagende, Non Executive Director's Net, der forsøger at matche medlemmerne med tusindvis af virksomheder. I dag er der - fremgår det af KiB's hjemmeside - 100.000 mænd i øvre ledelsesstillinger herhjemme, men blot 1.200 kvinder.

Derfor er bestyrelseslokalerne et oplagt sted at opnå mere indflydelse hurtigt i og med, at der rundt regnet er 40.000 aktieselskaber med i alt 140.000 bestyrelsespladser.

Første punkt på dagsordenen er imidlertid at få flere medlemmer, og det er selve målet med kampagnen, forklarer KiB's formand, Peter Horn. 

»Vi vil have medlemmer, der undervejs udvikler sig både personligt og kompetencemæssigt og bliver meget bevidste om egen formåen og ressourcer. Dermed stiller vi store krav til indsatsen. Vi er mere elitære end mainstream,« konstaterer Peter Horn.

Udråbstegnet i logoet synes dermed at være på sin plads.

BRANCHENYT
Læs også