Mr. Musikkens Hus løber med prisen som årets leder
Lasse Rich Henningsen er den første fra kulturbranchen, der får den prestigefulde pris overrakt af Ledernes Hovedorganisation.
Jørgen Mads Clausen fra Danfoss, Nils Smedegaard Andersen og Johan Bülow er tidligere vindere. Nu går den 41-årige nordjyde Lasse Rich Henningensen i deres fodspor og modtager prisen som årets leder 2018.
Han har siden 2012 været øverste chef for Musikkens Hus i Aalborg, og fra koncertstedet åbnede i 2014 har det været en mærkbar succes.
»Du har i høj grad dig selv med i dit virke som direktør og leder, hvad enten det handler om personaleledelse eller strategisk udvikling eller nogle af alle de andre udfordringer og opgaver, man skal varetage som boss. Det tror jeg i høj grad er vigtigt, hvis man som leder skal skabe resultater gennem andre,« siger Svend Askær, formand i Ledernes Hovedorganisation, som står bag overrækkelsen.
I 2017 bød Musikkens Hus velkommen til 362.000 gæster og kan prale af, at mere end hver tredje nordjyde årligt gæster huset.
Tilfredshedsgraden ligger på hele 98 pct. blandt de besøgende, udbuddet af kultur spænder vidt, og tilgangen af sponsorer er stærkt stigende.
Det er ikke mindst Lasse Rich Henningsens fortjeneste, mener bestyrelsesformand i Musikkens Hus Christen Obel, der også er formand for Det Obelske Familiefond.
»Der er mange, der arbejder hårdt, men jeg kender ingen, der er ihærdig og visionær som Lasse Rich Henningsen. Han er virkelig energisk og meget synlig som leder, og det trives han også med. Det er ikke for sjov, at han bliver kaldt Mr. Musikkens Hus,« siger han.
Lasse Rich Henningsen er både kunstnerisk og administrativ chef. Det betyder, at det både er ham, der står for økonomien og booker kunstnere til huset.
»Jeg er dybfølt taknemmelig. Danmark er et land fyldt med gode ledere, så for mig er det helt vildt at stå her. Og så er jeg er glad for, at kulturbranchen får denne pris. Det er på høje tid,« siger Lasse Rich Henningsen.
Sammen med fundraising bruger han det meste af sin tid på medarbejdere, forklarer han.
»Mine medarbejdere skal arbejde med det, de får noget ud af og det, de får energi af. Min vigtigste funktion er at uddanne dem og mig selv til at have det rette mindset. Det handler om at få folk til at tro på sig selv.«