Det tager et helt liv at forberede sig på døden
Filosoffen Seneca (4 f.Kr.-65 e.Kr.) fortæller, hvordan man bedst muligt studerer døden.
”How to Die”
Forfatter: Seneca (redigeret af James Romm)
Udgivet: Februar 2018, Princeton University Press
256 sider
13,85 dollars på Amazon.com
Er du slave af nuet? Af en præstationskultur, hvor det gælder om at være på forkant?
Hvis du spilder tiden på at planlægge PowerPoint-præsentationer og aftensmad til børnene, glemmer du det allervigtigste. Døden. Den amerikanske forfatter James Romm har samlet Senecas tanker om døden i en lille bog med et stort perspektiv. Du bør læse ”How to Die”, hvis du vil ud over hverdagens trivialiteter.
Bedst: De fleste fagbøger handler i dag om, hvordan du optimerer din virksomhed; gennemfører dit næste triatlon; og lærer at tænke som en økonom. Det er interessant med en filosof, som stiller spørgsmål til noget fundamentalt, som ligger ud over hverdagens sædvanlige banaliteter. Nemlig: Hvorfor bruger vi så meget tid på livet, hvis vi alligevel blot skal dø? Eftersom vi lever hvert eneste øjeblik, men kun dør én gang, gælder det om at glemme livet og få det meste ud af døden. Senecas tanker er tidsløse og er ligeså relevante i dag, som de var for to tusinde år siden.
Værst: Forfatteren har i én bog samlet alle de passager, Seneca har skrevet om døden. Men ofte er passagerne skrevet uafhængigt af hinanden og i forskellige værker. Derfor er bogens store svaghed, at den virker lidt vilkårligt skruet sammen.
Hovedpointer: Senecas tre mest originale pointer er:
- Frygt ikke: Vi bør kun frygte det, vi er usikre på – ikke det, som på forhånd er bestemt. Eftersom vi alle skal dø, er det vanvid at frygte døden. Desuden er der ingen levende, som nogensinde har prøvet at dø, og det er uhøfligt at dømme om noget, du aldrig har prøvet.
- Døden skal forberedes: Vi skal alle drikke, spise, sove og dø. Men kun døden kan ikke læres gennem gentagelse. Fordi du kun dør én gang, og sandsynligvis uden forudgående advarsel, gør du klogt i at forberede dig i god tid og være parat i alle livets øjeblikke.
- Dø med stolthed: Den vise mand bliver aldrig smidt ud, for det at blive smidt ud er at blive uvilligt tvunget til at forlade et sted. Men den vise mand gør intet uvilligt, derfor tager han med oprejst pande sit eget liv, når han ved, at tiden er moden.
Vurdering: Bogen er ikke en brugsanvisning i, hvordan man dør, som titlen antyder. I stedet er det en manual til, hvordan man tænker over døden. Den er lille og letlæselig, men den takler et emne, som er vigtigere end de fleste andre. Samtidig er den smukt skrevet, derfor får den fem stjerner.