Arbejdsgivere headhunter oftere mænd end kvinder
Knap hver syvende nyansatte mand blev i 2017 headhuntet af sin nye arbejdsgiver. Blot hver 10. nyansatte kvinde gjorde det samme.
Vejen ind i et nyt job ser forskellig ud alt efter, om du er mand eller kvinde.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, som netop er offentliggjort i Arbejdskraftundersøgelsen for 2017.
Ifølge undersøgelsen får nyansatte mænd oftere uopfordret tilbudt job af deres fremtidige arbejdsgiver, mens jobskiftende kvinder i højere grad skifter stilling gennem traditionelle jobannoncer.
Knap hver syvende af de adspurgte mænd blev headhuntet, mens det gjaldt for hver 10. kvinde.
Men antallet af opringninger fra fremtidige arbejdsgivere er ikke det eneste sted, hvor lønmodtagernes jobskifte skiller sig fra hinanden.
Også når det kommer til brugen af netværk, er der forskel på mænd og kvinders jobskifte.
Knap en tredjedel af de nyansatte mænd fik ifølge undersøgelsen job gennem deres netværk eller bekendte, hvorimod 24 pct. af kvinderne, der skiftede job i samme periode, gjorde det samme.
Mændene var faktisk så dygtige til at netværke, at det blev deres primære vej til et nyt job, mens det for kvinderne var gennem jobannoncer.
Her lykkedes 32 pct. af de jobskiftende kvinder med at få et job.
Mænd og kvinder havde stort set samme held med at få arbejde ved at kontakte arbejdsgiveren uopfordret.
Her fik 16 pct. af mændene deres nye arbejde mod 15 pct. af kvinderne.