Karriere
0

Fem gode råd til at undgå stress efter ferien

Sommerferien lakker mod enden, og det kan for mange være svært at vende tilbage til hverdagen på arbejde. Det er der heldigvis råd for.

Flere danskere oplever akut stress, når de vender tilbage til arbejde efter ferier. 
Foto: Thomas Borberg Foto: Thomas Borberg

Det er svært at vende tilbage til hverdagen på arbejde efter sommerferien. Sådan har mange det i hvert fald, og det til trods for at vi danskere generelt er arbejdsivrige og engagerede.

Det kan der være mange grunde til, mener Ebbe Lavendt, erhvervspsykolog ved Center for Positiv Psykologi.

»Det kan være svært at komme op i gear igen, og motivationen halter måske en smule. Derudover ligger der som regel mange opgaver og ulæste mails, og det kan vække en følelse af ubehag, fordi vi ikke ved, om det er noget vigtigt, der ligger og lurer. Det kan give en form for akut stress,« siger han.

Den akutte stress er dog, i modsætning til langvarig stress, ikke så bekymrende, forklarer Ebbe Lavendt.

Hvis du vil være sikker på at komme godt i gang efter sommerferien, kan du med fordel følge Ebbe Lavendts fem bedste råd:

  • Afsæt tid til at skabe overblik med det samme. Hvis det er muligt, så lad være med at acceptere alt for mange møder de første par dage, indtil du er kommet godt ovenpå igen.

  • Kom hurtigt tilbage ind i dine rutiner. Faste rutiner hjælper dig til automatisk at vide, hvordan du skal handle. På den måde behøver du ikke at bruge unødvendige kræfter på at tage beslutninger, men kan komme i gang med det samme.

  • Humør og motivation smitter. Derfor kan det godt betale sig at opsøge de ansatte, som du ved spreder den gode energi. Spis frokost med dem eller arbejd sammen om noget, så du lettere finder din egen gejst frem igen.

  • Gå forholdsvist hurtigt i gang med noget spændende. Så er det det, der kommer til at fylde og påvirker dine tanker og følelser.

  • Gør noget proaktivt for at skabe en god hverdag, hvor du trives. Forskning i ferie viser, at effekten af ferie ret hurtigt forsvinder. Det lyder måske lidt nedslående, men det gør det desto vigtigere at have en god hverdag, hvor du trives - og ikke bare længes efter den næste ferie. Det er fint nok at glæde sig til noget, men det skal helst ikke få et udmærket arbejde til at fremstå som et gråt og kedeligt fotografi af et hamsterhjul.
BRANCHENYT
Læs også