Karriere
0

Et enkelt opkald kan koste dig jobbet

Ikke al opmærksomhed er god opmærksomhed. Derfor bør du tænke dig om en ekstra gang, inden du ringer på et jobopslag.

Der kan være fordele ved at ringe en virksomhed op, hvis du har spørgsmål til deres jobopslag - men det kan også skade din position, hvis ikke du gør det rigtigt. Arkivfoto Foto: Thomas Borberg

Du har sikkert hørt smøren før: Ring og gør opmærksom på dig selv, når du søger et job. Så husker de dig. Men dit opkald kan koste dig jobbet, hvis ikke du har noget relevant at spørge om.

Ifølge headhunter Peter Bauer fra Humantrust er der flere grunde til at tænke sig om en ekstra gang, inden man løfter røret og ringer sin - måske kommende - arbejdsgiver op.

»Vi oplever desværre nogle gange, at opkaldet skader mere, end det gavner. Og et opkald er ikke en nødvendighed for at komme i betragtning, hvis dine kvalifikationer ellers er i orden,« siger han.

Der er særligt fem situationer, hvor folk kan komme til at dumme sig, når de ringer op inden en jobsamtale.

1. Først og fremmest er det en dum idé at ringe op for at spørge ind til din mulige løn. Det giver, ifølge Peter Bauer, et indtryk af, at du kun går op i pengene.

»Selvfølgelig skal du kunne spørge om løn, men gem det til en af de senere samtaler,« forklarer han.

2. For det andet fortæller Peter Bauer, at han af og til bliver spurgt af de jobsøgende, om der bliver givet kilometerpenge for at komme til samtale. Ifølge ham antyder det, at du ikke selv vil investere noget i din fremtid.

3. For det tredje ringer mange også og stiller spørgsmål, hvor svaret kan findes i jobopslaget eller med en hurtig Google-søgning. Peter Bauers råd er ikke at ringe og stille spørgsmål, som du selv kan finde svaret på.

»Hvis du ikke orker at lave en smule research, inden du ringer, skal du ikke forvente mange plusser i karakterbogen,« siger han.

4. For det fjerde råder headhunteren dig til at være specifik. Vær sikker på, hvad det præcist er, du gerne vil vide, inden du ringer - og vær konkret.

5. Sidst, men ikke mindst understreger Peter Bauer, at en god telefonsamtale ikke er det samme som en fribillet til selve jobsamtalen.

»Vi har før haft kandidater, som efter en god snak tror, at de reelt kun mangler at skrive under på kontrakten. Sådan fungerer det ikke,« siger han.

Det er altså ikke nødvendigvis en dårlig ting at ringe op, hvis du har relevante spørgsmål - bare tænk dig om først. Ellers kan du risikere at have smidt samtalen over bords, inden den overhovedet er gået i gang.

BRANCHENYT
Læs også