Karriere

Robotter afløser den traditionelle jobsøgning

For første gang er kunstig intelligens blevet brugt til at identificere kvalificerede kandidater til et job.

Fødevareproducenten Unilever er blandt de første, der tager den nye teknologi i brug i Storbritannien. Foto: Imaginechina via AP Images

I lang tid har det været en udbredt frygt, at kunstig intelligens vil stjæle jobs fra "ægte" mennesker. Nu kan det dog vise sig, at robotterne i stedet vil hjælpe menneskene med at finde jobs.

I Storbritannien er den første virksomhed nemlig begyndt at bruge kunstig intelligens som et led i ansættelsesprocessen. Det skriver The Telegraph.

Det er blandt andet fødevareproducenten Unilever, der er begyndt at bruge teknologien, som fungerer ved at analysere ansøgerens sprog, tone og ansigtsudtryk på en video, som ansøgeren på forhånd har sendt til virksomheden.

Det er den amerikanske virksomhed Hirevue, der har udviklet den nye teknologi. Ifølge Loren Larsen, der er teknisk direktør i Hirevue, vil kunstig intelligens levere en mere objektiv indikator for, om en ansøger vil være en succes i virksomheden. Hemmeligheden til den gode ansættelse kan nemlig ligge i sproget, siger Loren Larsen.

»Der er cirka 350 træk, som vi kigger på i sproget. Bruger man aktive eller passive ord? Taler man om "I" eller "vi"? Hvad er ordvalget og længden på sætningerne? Når det gælder læger, vil man formodentlig forvente, at de bruger et mere teknisk sprog.«

»Vi kigger også på tonen i sproget. Hvis man taler virkelig langsomt, kan det være svært at holde nogen i telefonen for at gennemføre et salg. Siger man omvendt 400 ord i minuttet, får folk svært ved at forstå én,« siger Loren Larsen.

Teknologien er dog ikke født uden kontroverser. Kritikere mener, at teknologien vil have en indbygget partiskhed, der vil diskriminere mod ansøgere, der ikke passer ind i normen. En af disse kritikere er Anna Cox, professor og ekspert i forholdet mellem mennesker og computere.

»Det kommer til at favoritisere folk, der er gode til at lave videoansøgninger, og alle datasæt vil have en partiskhed, der vil udelukke ansøgere, som ellers ville have været fremragende til stillingen,« siger Anna Cox.

BRANCHENYT
Læs også