Karriere

Kvindelige ledere tjener markant mindre end mænd

Kvindelige ledere i det private får i gennemsnit 8.287 kr. mindre i lønposen end deres mandlige kolleger, viser nye tal.

Danmark halter stadig efter i kampen om ligeløn mellem kønnene.  Foto: Lederne

Selvom man som kvinde får en lederstilling, betyder det ikke nødvendigvis, at lønnen bliver ligeså god som de mandlige pendanters.

Mens de mandlige ledere i gennemsnit tjener 62.155 kr. om måneden, tjener deres kvindelige kolleger 53.868 kr. månedligt – altså 13,3 pct. mindre. Det viser en ny lønopgørelse over knap 11.000 privatansatte ledere, som interesseorganisationen Lederne har foretaget.

Renser man tallene for de forskelle, der skyldes ting som branche og uddannelse, lander den korrigerede forskel på 6,7 pct. i mændenes favør.

Lønforskellen har ikke ændret sig meget siden 2018, hvor den lå på 13 pct., og det ærgrer Nanna Simone Jensen, der er politisk konsulent i Lederne.

»Det er ikke bare trist for kvinderne, men i høj grad også for dansk erhvervsliv og det danske samfund. I et lille land som Danmark er det helt afgørende, at vi udnytter talentmassen så godt som overhovedet muligt. Og derfor er det vigtigt, at vi får sat skub i kvindernes løn- og karriereudvikling,« siger Nanna Simone Jensen.

En af forklaringerne på lønforskellen er, at mændene i gennemsnit arbejder mere end deres kvindelige kolleger. Hvis man skal ændre på det, bliver man nødt til at kigge på reglerne for barsel, siger Nanna Simone Jensen.

»Hvis vi for alvor skal komme lønforskellen til livs, er det først og fremmest nødvendigt at gøre op med, at kvinder tager cirka 10 gange så meget barselsorlov som mænd. Den lange barsel gør ikke bare, at kvinderne er væk fra arbejdspladsen i en meget længere periode end mændene, men forskningen viser også, at kvinderne ændrer adfærd efter barselsorloven. For eksempel går de oftere ned i tid eller skifter branche og tager flere børns sygedage end mændene. Og det rammer kvinderne både på lønnen og karrieren,« siger hun.

BRANCHENYT
Læs også