Karriere

Dansk it-millionær: »Der er sgu ingen, der får otte timers produktivitet ud af at sidde otte timer foran en computer«

Den danske iværksætter og forfatter David Heinemeier Hansson revser ligegyldige møder og lange arbejdsdage.

David Heinemeier Hansson har flere gange deltaget i 24 timers-løbet Le Mans. Foto: Jan Sommer.

Han er en succesfuld it-iværksætter, har skrevet flere bestseller-bøger om ledelse og deltaget adskillige gange i racerløbet Le Mans.

Og så er David Heinemeier Hansson, manden bag webudviklingsprogrammet Ruby on Rails, indædt modstander af åbne kontorlandskaber, ligegyldige møder og lange, uproduktive arbejdsdage. Det fortæller han i et stort interview med Zetland.

David Heinemeier Hansson, der bor i USA, er partner i it-firmaet Basecamp med over 50 ansatte og en trecifret millionomsætning. Han ser en række fejlopfattelser af, hvordan man skaber en veldreven virksomhed - og hvad det gode arbejdsliv er.

»Der er ingen, der kan sidde ned og være kreative i otte timer i ét stræk og komme op med noget godt. Sådan virker hjernen ikke, sådan virker kreativitet ikke. Der er sgu ingen, der får otte timers produktivitet ud af at sidde otte timer foran en computer,« siger David Heinemeier Hansson til Zetland.

Det handler om at bruge arbejdsdagen effektivt, og det kan sagtens gøres på fire timer, mener it-manden. Det er heller ikke ligegyldigt, hvordan arbejdspladsen er indrettet.

Åbne kontorlandskaber er for de flestes vedkommende »noget lort.« Og så er mødekulturen i mange virksomheder giftig, mener David Heinemeier Hansson.

»Princippet om, at alle skal samles i et rum og diskutere hver eneste lille beslutning, er en fin måde at sikre sig, at der ikke er nogen, der får lavet noget. Det er hul i hovedet,« siger han, der i sin egen virksomhed har gjort det så besværligt som muligt at booke et møde med en kollega.

David Heinemeier Hansson er 40 år gammel og har sammen med sin kollega Jason Fried skrevet flere anmelderroste bøger om arbejdsliv og ledelse.

BRANCHENYT
Læs også