Karriere

10 tip til en god erhvervsbog som julegave

Vinter er læsetid. Finans' faste boganmelder præsenterer en perlerække af gode erhvervs- og ledelsesbøger fra 2020.

Den amerikanske topforsker Amy C. Edmondson har skrevet en fremragende bog om, at ledelsen skaber tryghed blandt medarbejderne ved bl.a. at erkende egne fejl. Foto: PR

Redaktionens faste boganmelder har udvalgt 10 gode bøger, som hun anbefaler som gave til medarbejdere, kolleger, venner og familie. Bøgerne er nyere udgivelser og er alle vurderet til fire, fem eller seks stjerner. To af bøgerne skiller sig grafisk ud og er som tryksager noget særligt. Det drejer sig om ”Danmark som Søfartsnation”, der er støttet af D/S Orient’s Fond og Museet for Søfarts Venner samt ”Nye Industrihistorier”, der er støttet af Velux Fonden.

”Den frygtløse organisation”

Amy C. Edmondson

Djøf Forlag

”Den frygtløse organisation” er årets uundværlige ledelsesbog. Den er stærkt overbevisende i sin argumentation for, at man skal have størst tillid til organisationer, der tør stå ved sine fejl og lære af dem. Bogen er grundig, intens og spændende og skrevet af den amerikanske stjerneforsker Amy Edmondson, som danske ledere, undervisere og rådgivere i årevis har henvist til og ladet sig inspirere af. Ud over bogens overordnede budskab om at skabe tryghed ved at indrømme fejl, opfordrer forfatteren ledere til at turde indrømme, at de ikke altid kender svaret på virksomhedens udfordringer. Når velinformerede, veluddannede og velmenende medarbejdere ikke altid bidrager med deres viden i det kritiske øjeblik i arbejdsprocessen, skyldes det ofte, at de er bange for at tage fejl eller træde chefen over tæerne, mener Amy Edmondson.

”Danmark som søfartsnation”

Anders Ravn Sørensen

Gads Forlag

”Danmark som søfartsnation” er fortællingen om, hvordan søfarten er blevet beskrevet og italesat gennem de seneste 250 år. Det er søfartens aftryk på samfundet, det handler om. Hvordan søfarten fremstår i malerkunsten, film og tv-serier er derfor også med i beretningen. Søfartens storhedstid var i 1700- og 1800-tallet. I 1930’erne begyndte glansen at falme. Efter Anden Verdenskrig nedsatte Foreningen til Søfartens Fremme et propagandaudvalg, der målrettet arbejdede for at forbedre branchens image. Ambitionen var at øge ungdommens interesse for en maritim karriere og åbne befolkningens øjne for erhvervets samfundsbidrag. Public Relations blev et indsatsområde for Rederiforeningen. Bogen er en god fortælling om fortællingen; sprælsk og overraskende. Den bygger på forfatterens forskning i virksomheders og organisationers brug af historien.

”Nye industrihistorier”

Redaktion: Jeppe Nevers m.fl.

Syddansk Universitetsforlag

Engang talte vi om, at produktion i Danmark var fortid. Industrisamfundet ville forvandle sig til et vidensamfund, der udelukkende tog sig af innovation og udvikling. Sådan er det ikke gået. I denne flotte, velskrevne og rigt illustrerede bog fortæller en række forskerforfattere om, hvordan industribyer har transformeret sig til en ny tid med produktion i Danmark. Klyngefællesskaber er nøgleordet. Et tæt samarbejde mellem forskningsinstitutioner, ældre industri og visionær lokal og national erhvervspolitik har skabt bl.a. den succesfulde fynske robotklynge, som bogen især har fokus på bl.a. med kapitlerne ”Optakten til robotklyngen” og ”Verdens bedste robotby”. Også kapitlerne om Horsens’ vej ind i oplevelsesøkonomien, den nordjyske mobilklynges storhed og fald samt Esbjerg Havns forvandling er spændende dansk industrihistorie.

”Pilen peger på dig”

Agnete Gersing og Kirsten Hvid-Hansen

Gyldendal Business

Denne stærkt inspirerende og overraskende businessbog handler om tillid, personlig udvikling og velfungerende ledergrupper. Sjældent kommer man så dybt ind under huden på en topchef som her. Hospitalsdirektør Agnete Gersing og hendes personlighed er hovedtemaet suppleret af medforfatteren, som er Gersings coach. Agnete Gersing fortæller åbent om, hvordan hun i 10 år har arbejdet med en personlig coach for at få gjort op med sin overansvarlighed, som førte til ekstremt lange arbejdsdage. Indlærte karaktertræk fra barndommen, som viste sig at være en barriere for hendes lederskab, blev der renset ud i.

Gersing deler storsindet ud af sine erfaringer om det benhårde og mentalt krævende personlige udviklingsforløb, hun har været igennem. Angst, vrede og behov for kontrol er noget af det, hun har haft som udviklingspunkter.

”Etik & finans – etikkens rolle, når pengene ruller”

Jacob Birkler

Forlaget Frydenlund


Topchefer og medarbejdere skal forpligte sig til at arbejde med etiske dilemmaer, mener tidligere formand for Etisk Råd, Jacob Birkler, som i sin tankevækkende bog forklarer forskellen på at spekulere og være udspekuleret. Hvordan handler en dydig finansmedarbejder f.eks.?

Forfatteren skrev bogen, fordi han bemærkede, at begreber som etik og moral efterhånden er et almindeligt diskussionsemne blandt finansfolk. Efter afsløringer af hvidvask og spekulation i udbytteskat er der brug for selvransagelse i finanssektoren, mener han. Pengeinstitutter udarbejder etiske regelsæt og profilerer sig som aldrig før på at ville tage samfundsansvar: Corporate Social Responsibility (CSR). Bogen kan være god at have ved hånden, når nødvendige diskussioner om grådighed, bedrageri og mistillid skal tages i såvel finanssektoren som alle andre steder.

”Du er leder, ikke coach – ansvaret er dit”

Henrik Lind & Dion Sørensen

Forlag: Lind Family Invest

Nej, selv ikke en leder i topklasse kan lede en hvilken som helst faggruppe. Det skriver Henrik Lind og Dion Sørensen i deres særdeles kompetente bog. Dermed gør de op med en holdning, der har domineret ledelsesdiskussionen i årtier, om at ledelse er en selvstændig disciplin, og at en dygtig leder kan lede en hvilken som helst gruppe medarbejdere i en hvilken som helst type virksomhed. Det passer ikke, skriver Danske Commodities-stifter Henrik Lind og den erfarne ledelsesrådgiver Dion Sørensen.

De bedste ledere ved en masse om det faglige domæne, de leder, og de ved, at en del af deres succes skyldes deres tekniske kompetence, argumenterer forfatterne. Om forandringsprojekter mener de, at første skridt er det største. Overvej derfor hvilken forandring, der vil have den største positive effekt og start der, er budskabet.

”Seier – et roadtrip”

Hanne Sindbæk

Politikens Forlag

Mad- og vinentusiaster kan have stor fornøjelse af Hanne Sindbæks feel good-bog om Saxo Bank-stifter og milliardær Lars Seier Christensen. Det samme kan fodbold- og ishockey-entusiaster.

Forfatteren skaber en god, ufarlig stemning, så hovedpersonen har lyst til at fortælle om sit liv og karriere med udgangspunkt i de steder, han har boet. De to flyver rundt i verden eller kører i Lars Seiers ”lang-lydløs-luksus-Mercedes”. Barndomsbyen Løgstrup ved Viborg er første stop. Rejsen fortsætter til København, Costa del Sol, London, Berlin og Schweiz, hvor han bor i dag med sin familie.

Lars Seier har altid haft en makker, blandt andre Lars Fournais, som han stiftede Saxo Bank sammen med og trak sig tilbage fra i 2015. I dag er han primært sig selv og optaget af sine con amore-projekter, bl.a. FCK, to Michelin-restauranter og udviklingsprojektet Concordium.

Lov mig – Håb, modgang og formål”

Joe Biden

Forlaget Klim

Selvbiografien ”Lov mig” tegner et billede af USA’s kommende præsident som et familiemenneske, der har formået at holde fast i sine livs- og karrieremål trods alvorlige sorger både tidligt og sent i livet. Bogen fremstiller Joe Biden som ambitiøs, realistisk og en dygtig taktiker, der fandt sin plads som vicepræsident under Barack Obama. Juristen Joe Biden er født i Scranton, Pennsylvania, og vokset op i Delaware. Han var kun 29 år, da han blev valgt til Senatet første gang. Han er blevet genvalgt seks gange og har bl.a. været formand for det udenrigspolitiske nævn. Han blev alene med sine to små sønner, da datteren og den første hustru blev dræbt i en trafikulykke. Som voksen døde den ældste søn Beau. Sønnens sygdomsforløb løber som en fortælletråd gennem bogen på lige fod med Bidens overvejelser om at stille op til præsident.

”Kontorkoma”

Pia Hauge

Akademisk Forlag


Værn om din hjerne i en støjende verden. Det er tid til at vinke farvel til flokdyret og i stedet sige goddag til forskellighed. Målet er bedre mulighed for den enkelte til at fordybe sig, mener forfatteren til denne inspirerende og tidsaktuelle bog. Fordybelse lukker op for vores tænkning og er en enestående kilde til arbejdsglæde, meningsfuldhed og mere kognitiv kapacitet. Kontorkoma defineres som en tilstand, hvor hjernens tænkekraft er nedsat på grund af støj og forstyrrelser. Ironisk nok er det de funktioner, man er allermest afhængig af i arbejdet, som hjernen først lukker ned for: evnen til at koncentrere sig og være kreativ.

Nogle mennesker er mere sårbare over for støj og forstyrrelser end andre, men på arbejde sættes alle ofte ind i samme skabelon. Det skal der ændres på, harcelerer forfatteren og giver i bogen bud på, hvordan.

“Fra vugge til krukke – livsfaser og forbrug”

Louise Byg Kongsholm

Pej gruppen

Teenagere og seniorer på pension har langt hen ad vejen den samme livsstil. Det dokumenterer forfatteren til denne sjove og underholdende bog, som vil vække begejstring i enhver kreds, som kan lide at diskutere. Forfatteren leverer et overflødighedshorn af fakta og fortællinger om livets 17 forskellige faser og forbrugernes livsstil i de respektive faser. En fin bog for alle og enhver, men især for forretningsdrivende. Tilbage i 2007 lancerede Pej gruppen de 17 livsfaser. Nu suppleres livsfaserne med nye statistikker samt klumme- og debatstof. Bogen er nem at læse og vil være interessant og god for unge, der interesserer sig for samfundsudvikling. De unge og seniorerne ligner hinanden, fordi de er nysgerrige, fællesskabsorienterede og vant til at rejse. De har også en fælles drøm om at redde verden og miljøet, hævder forfatteren.

BRANCHENYT
Læs også