- For abonnenter
»Der kommer et tidspunkt i de fleste menneskers liv, hvor taknemmeligheden melder sig spontant«
For 20 år siden satte digteren Søren Ulrik Thomsen sig ned og skrev 21 digte om det værste og det bedste i livet. Fra narkomaners gustne hud over sensommertorden og håndskrevne breve til banale bekymringer og mælkebøtternes vilde brand i maj. Og digtene bliver ved med at begejstre og få nye læsere.
Der findes smagsoplevelser, der buldrer gennem hovedet som anonyme lyntog uden at efterlade sig andet end fysisk mæthed. Og så er der smagsoplevelser, som balsamerer sig selv i erindringen og efterfølgende er genstand for kriblende længsel: smagen af hvid trøffel på en simpel risotto med smør og parmesan, nypillede fjordrejer eller et stykke rugbrød med årets første kartofler, purløg, mayonnaise og groftkværnet peber.
Sådan er det også med digte. Det er ikke alle, der sætter sig i bevidstheden, så man får lyst til at vende tilbage. Eller bare at læse videre.
I virkeligheden har lyrikken det svært herhjemme. Også den anmelderroste. I disse år er det de færreste digtere forundt at blive berømte for deres arbejde. De fleste digtsamlinger udkommer blot i nogle få hundrede eksemplarer, og som regel er der ikke brug for at starte trykken op igen og lave flere oplag end det første. Men der findes undtagelser.