Så galt kan det gå, når du melder jobskifte på sociale medier

Hvis du skifter job, skal du overveje, hvornår du melder det ud på sociale medier. Ellers kan du risikere at blive bortvist, miste din løn eller blive pålagt et erstatningskrav.

Pas på med at dele den glædelige nyhed om et jobskifte på sociale medier med det samme, lyder advarslen fra fagforeningen Business Danmark. Foto: Janus Engel

Når du klikker ind på LinkedIn eller åbner Facebook-app'en for at dele den glædelige nyhed, at du har fået nyt job, kan en forkert opdatering på det forkerte tidspunkt få alvorlige konsekvenser.

For flere arbejdspladser er begyndt at stille krav om, hvordan deres ansatte må dele og opdatere deres jobbeskrivelse på sociale medier.

En opdatering på sociale medier på det forkerte tidspunkt kan i værste fald resultere i, at man bliver bortvist, mister sin løn eller bliver pålagt et erstatningskrav, fortæller Thomas Eggert, der er advokat i Ingeniørforeningen IDA.

Hvis man vil være sikker på at undgå at bryde den såkaldte loyalitetspligt over for sin arbejdsplads, råder Frank Kanlund, advokat i fagforeningen Business Danmark, til at man ikke melder noget ud om et jobskifte på sociale medier, før man har aftalt med sin chef, hvordan jobskiftet håndteres.

»Loyalitetspligten betyder, at du ikke må gøre noget, som kan skade din arbejdsgiver. Sådan kan en opdatering på sociale medier godt blive opfattet. Risikoen er klart størst, hvis du har et kundevendt job eller på anden måde kan påvirke forretningens resultater. Her kan annoncering af et jobskifte fortolkes som om, du gøder jorden for et fortsat samarbejde med tidligere kunder i dit næste job,« udtaler Frank Kanlund i en pressemeddelelse.

En grundregel er, at hvis du stadig får løn fra arbejdspladsen, er det den, der bestemmer, hvordan du skal agere udadtil, og det gælder også for sociale medier. Det er uanset, om man arbejder i opsigelsesperioden, er fritstillet eller underlagt en kunde- eller konkurrenceklausul.

Det kan også have konsekvenser for ens fremtidige jobsøgning, hvis man glemmer at opdatere og informere rigtigt om sin jobsituation. Selvom man er blevet opsagt og som jobsøgende ikke tror, at det er attraktivt for en fremtidig arbejdsgiver at oplyse om, at man er ledig, skal man huske at gøre det alligevel, påpeger Juliane Marie Neiiendam, der er formand for Ansattes Råd i Ingeniørforeningen IDA.

»En fremtidig arbejdsgiver vil med stor sandsynlighed også tjekke dine profiler på de sociale medier. Og er der uoverensstemmelser mellem virkeligheden og det, du skriver i en ansøgning, står du næppe allerbedst i konkurrencen om jobbet,« siger Juliane Marie Neiiendam.

Hvorvidt man har brudt sin loyalitetspligt, afhænger af en konkret vurdering fra arbejdspladsen, oplyser Frank Kanlund.

Læs også