0

Milliarder fosser ud af mediebranchen

Danske dagblades indtægter svinder i hastigt tempo og opvejes ikke af deres digitale modstykker.

Flere læser nyheder online, men  danske dagblade bløder annoncekroner, som de ikke får igen online. Foto: Sisse Dupont.

Avisbranchen er knastør.

Indtægter fra både avisreklamer og omsætning hos danske avisudgivere tørrer ind i samme hastige tempo, men de bliver ikke opvejet af indtægterne fra digitale aviser.

Det viser den årlige analyse fra revisionshuset PricewaterhouseCoopers (PcW), Global Entertainment and Media Outlook.

"Det er en stor udfordring for branchen, at såvel indtægterne fra salget af aviser og reklameindtægterne fra printaviserne er i frit fald. Det kalder på nyere og smartere forretningsmodeller," siger Leif Ulbæk Jensen, partner og medieekspert i PwC.

Ifølge analysen omsatte dagbladene i 2009 for 4,2 mia. kroner i bladsalget. Det tal er faldet til 3,5 mia. kroner i 2013, og PcW forventer at omsætningen krymper yderligere til 2,8 mia. kroner i 2018. Det samme fald forventes at ramme annoceindtægter fra aviserne; fra 3,1 mia. kr. i 2013 til 2,3 mia. kr. i 2018.

Men selvom de digitale aviser har oplevet en enorm vækst, ca. 100 pct. i 2013, udgør indtægterne på denne front en forsvindende lille del af de samlede avisers indtægter. Blot 7 pct. af de samlede indtægter kommer således fra salg og reklame af digitale aviser.

Og selvom de indtægter forventes at stige i fremtiden, har medierne en stor opgave foran sig, for der er stadig ingen, der har fundet løsningen på udfordringen med, at få folk til at betale for de online medier, mener Leif Ulbæk Jensen.

"Medierne har altså fortsat en opgave med at knække koden for, hvordan de kommer til at tjene flere penge på den digitale fremtid," siger han.

De digitale avisers reklameindtægter udgjorde i 2013 12 pct. af de samlede reklameindtægter.

BRANCHENYT
Læs også