Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Hvad var det, Lars Løkke så, da han besøgte Grønland?

Professor emeritus Johannes Krüger fra Københavns Universitet mener, at den danske statsminister med denne uges besøg i Grønland deltager i et massehysteri om klimaet, der ofte er baseret på urigtige oplysninger.

»Det, man ser ved Isfjorden, er et dynamisk ismassetab, der er knyttet til bevægelser i indlandsisen, det har ikke noget med global opvarmning at gøre,« siger professor Johannes Krüger. Arkivfoto: Tine Sletting/Polfoto

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har været i Ilulissat i Grønland for sammen med EU-præsident Donald Tusk at se, hvordan den globale opvarmning får gletsjeren ved Isfjorden til at smelte med rekordfart.

Eller hvad har de set?

Gletsjerekspert, professor emeritus Johannes Krüger, der netop har udgivet bogen ”Klimamyten – et opgør med tidens CO2-panik”, mener, at den voldsomme aktivitet ved gletsjeren ved Isfjorden intet har med den globale opvarmning at gøre.

»Det, man ser ved Isfjorden, er et dynamisk ismassetab, der er knyttet til bevægelser i indlandsisen, det har ikke noget med global opvarmning at gøre. Samtidig er gletsjeren ved Isfjorden påvirket af Irmingerstrømmen, en gren af Golfstrømmen, der sender varmt vand ind i fjorden, hvilket påvirker isen og får den til at smelte,« lyder det fra Johannes Krüger.

Han peger på, at indlandsisen i Nordvestgrønland fra 1985-1993 mistede langt mere masse på grund af isens dynamiske udvikling end som følge af afsmeltning. Siden aftog det dynamiske ismassetab frem til 2003 for så igen at stige frem mod i dag.

Det viser ifølge Johannes Krüger, at isen med jævne mellemrum mister masse, hvorefter den falder til ro og igen bygger sig op.

»Dertil kommer, at Grønlands indlandsis endnu ikke har indstillet sig på nutidens varmere klima.«

Johannes Krüger, der gennem hele sin karriere har beskæftiget sig med gletsjere og samspillet med klimaet, mener, at klimadebatten er kørt helt af sporet. Han peger især på opfattelsen af, at CO2 er hovedårsagen til, at det er blevet varmere på kloden:

»Man siger, at CO2 er hovedårsagen, og at der er en tæt kobling mellem mængden af CO2 og temperaturen. Så skulle det jo også kunne aflæses af fakta – men fakta er, at mængden af CO2 i atmosfæren historisk er steget, efter at det er blevet varmere. Fordi en varmere atmosfære kan indeholde mere CO2 – og fordi atmosfæren derfor efterfølgende har optaget CO2 fra havet.«

Krüger får støtte fra professor Ole Humlum fra Universitetet i Oslo, der advarer mod at overfortolke, hvad man kan se ved enkelte gletsjere:

»Megen støj i klimadiskussionen«

»Gletsjerne i Grønland havde deres maksimale udbredelse 1890-1895 og er siden gået tilbage. I Norge nåede gletsjerne deres maksimum ca. 1750, mens gletsjerne i Alperne havde størst udstrækning omkring 1860. Siden er stort set alle gletsjere gået tilbage, hvilket derfor ikke kan tilskrives global opvarmning. Derfor er der heller ikke noget usædvanligt i, at gletsjeren ved Isfjorden trækker sig tilbage,« mener Humlum.

Midt oppe på den grønlandske indlandsis sidder Jørgen Peder Steffensen, lektor og iskernekurator fra Københavns Universitet, sammen med et hold af internationale forskere. Han giver Krüger ret i, at hovedårsagen til, at gletsjerne ved Isfjorden skrumper så voldsomt, er det varme vand, der kommer ind fra Golfstrømmen, og ikke nødvendigvis den globale opvarmning.

»Lige nu er der meget støj i klimadiskussionen, og ingen kan med sikkerhed sige, hvad der skyldes hvad. Men det, vi ser i Grønland, peger alt sammen i samme retning – og tyder på at hele molevitten er ved at smelte,« lyder det fra Jørgen Peder Steffensen, der har deltaget i adskillige iskerneboringer i Grønland.

Han mener, at den afsmeltningen af indlandsisen, der sker, har skræmmende perspektiver.

Koldere på Antarktis

Johannes Krüger peger på det dilemma, at mens isen i Arktis er skrumpet, er der kommet mere is ved Antarktis.

Blå bog

Johannes Krüger

Født 1941

Professor emeritus ved Københavns Universitets institut for for geografi og geologi

Forfatter til flere bøger

Klimamyten et opgør med tidens CO2-panik, People’s Press

»Hvis man følger teorien om CO2, skulle den fordele sig jævnt over hele kloden – og så skulle det også blive varmere over hele kloden. Men de seneste 40-50 år er det blevet ca. 0,6 grader koldere over Østantarktis, der udgør langt den største del af Antarktis, mens temperaturen er steget i Arktis. Det er bare ikke det, klimamodellerne viser. Det viser, at klimamodellerne er ude af trit med virkeligheden,« mener Johannes Krüger.

Isen på Antarktis er 13 mio. kvadratkilometer, mens indlandsisen i Grønland ”kun” er på 1,8 mio. kvadratkilometer. Derfor er udviklingen på Antarktis vigtig. Andre forskere har peget på, at når havisen omkring Antarktis vokser og vokser og konstant sætter nye rekorder, kan det skyldes ændrede havstrømme i området. Iskappen ved Vestantarktis er dog begyndt at skrumpe.

Krüger mener, at der er en tæt kobling mellem mængden af stoffet beryllium-10 og temperaturen på kloden, hvilket angiveligt beviser, at det ikke er CO2, men derimod den kosmiske stråling fra Solen, der er afgørende for opvarmningen. Beryllium-10 dannes nemlig i atmosfæren under påvirkning af den kosmiske stråling fra stjernerne.

»Derfor er der en nøje sammenkobling mellem temperaturen og mængden af kosmisk stråling.«

FN’s klimapanel, IPCC, har gang på gang slået fast, at vandet i verdenshavene stiger med tiltagende styrke. Det sætter Johannes Krüger spørgsmålstegn ved.

»Siden den seneste istid er vandet steget pga. mere varme og deraf følgende udvidelse af vandet. Oceanerne er stadig ved at omstille sig fra istiden for 11.000-12.000 år siden, fordi der går næsten 1.000 år, inden vandet dybt nede i havet er varmet op. Frem til 1993 skete der derfor en stabil stigning i vandstanden.«

»I 1993 gik man over til målinger af vandstanden med satellit – men det har vist sig, at satellitterne måler en næsten dobbelt så stor stigning som de manuelle målinger. IPCC bruger traditionelle vandstandsmålinger frem til 1993 og satellitmålinger efter 1993. Men traditionelle vandmålinger fra Port Denison i Australien foretaget efter 1993 viser en markant lavere stigning end satellitmålingerne,« siger Johannes Krüger.

Havisen skrumper

Et af de helt store ”beviser” på den globale opvarmning har været havisens udbredelse i Arktis, især de seneste seks-otte år hvor man har registreret meget lidt is. Men havisen i Arktis er skrumpet siden 1860, mener Johannes Krüger og henviser til en undersøgelse fra forskere ved Norsk Polarinstitut.

Ud fra logbøger fra skibe, målinger fra fly og lignende har de påvist, at reduktionen af havisen ikke er noget nyt fænomen.

»Isen er skrumpet længe, og man har set kraftige udsving med 10-15 års mellemrum på grund af vind og vejrforhold i Arktis. I 2012 dækkede isen blot et areal på 3,6 mio. kvadratkilometer – især på grund af en kraftig storm, der rev isen i stykker – året efter var størrelsen 5,3 mio. kvadratkilometer,« konstaterer den danske professor emeritus.

Et andet sted, hvor klimadiskussion er kørt af sporet, handler om afsmeltningen af isen på Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro.

»Man påstår, at gletsjeren smelter på grund af global opvarmning. Det er ikke korrekt. Temperaturen på toppen har ikke ændret sig i årtier, den ligger på syv-otte minusgrader. Til gengæld er nedbøren i Østafrika aftaget de seneste 100 år. Derfor ”sulter” gletsjeren, og derfor skrumper den.«

Johannes Krüger erkender, at det er blevet varmere:

»Jeg ved godt, at man i 2015 registrerede et meget varmt år, men det hænger sammen med den El Niño, der har været i gang, men nu er ved at aftage. Hvis man ser på udviklingen siden år 2000, så har der reelt været stilstand i opvarmningen.«

Johannes Krüger føler ikke, at det har været let at mene noget andet om klimaet end hovedparten af verdens klimaforskere. Han har følt sig udelukket fra det gode selskab.

»Det har f.eks. været problematisk at få publiceret bogen, fordi jeg har mødt modstand fra både fonde og andre. Jeg havde også en aftale om at optræde i ”Go’morgen Danmark” på TV2, men kort inden bogen udkom, fik jeg pludselig at vide, at bogen var kontroversiel, og at de derfor ville have en opponent til at stille op, så jeg ikke kom til at stå uimodsagt. Men jeg kunne ikke få at vide, hvem det var. Derfor endte jeg med at takke nej,« fortæller han.

På DTU Space har professor Henrik Svensmark også erfaringer med, hvad det medfører at gå imod strømmen. Han har i årevis forsket i betydningen af kosmisk stråling fra Rummet og strålingens betydning for kloden klima. Svensmark er kommet frem til, at Solen kan forklare store dele af de ændringer, der gennem årtusinder har været af klodens klima.

»Men jeg har på mange måder været uden for det gode selskab, fordi jeg har lavet forskning, der ikke har fulgt den gængse opfattelse. Derfor har jeg stået udenfor det gode selskab.«

Læs også