Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Svindelanklaget journalist taler efter medieskandale: »Det har været lidt ude af proportioner«

Efter et halvt år under radaren er Michael Qureshi tilbage i mediebranchen og har ladet sig interviewe af TV 2 Nord.

Der har været meget tale om sportsjournalist Michael Qureshi i det seneste halve år, men ikke meget fra hovedpersonen selv efter sin rolle i en af de største medieskandaler i nyere tid.

Nu udtaler den tidligere sportsjournalist ved blandt andet BT og Ekstra Bladet sig efter et halvt års tavshed omkring den sag, der har ført til en bortvisning fra sidstnævnte avis og en position som persona non grata i mediebranchen.

Sagen rullede i december, da det kom frem, at den 37-årige journalist havde brugt pseudonymer på udenlandske kilder i flere af sine artikler. Derfor kan det ikke verificeres, at kilderne rent faktisk findes, hvilket har fået både Ekstra Bladet, BT og fodboldbladet Goal til at trække flere hundrede artikler tilbage på grund af mistanke om brug af falske kilder.

Selv har Michael Qureshi tidligere forsvaret sin metode som kildebeskyttelse, men han erkender nu, at han ikke har handlet helt hensigtsmæssigt.

Det sker i et længere interview med TV2 Nord forbindelse med lanceringen af det nordjyske medie "Migogallborg.dk", hvor Michael Qureshi er en af bagmændene.

»Der er ingen tvivl om, at jeg har fejlet og svigtet. Men for mig er det også en branchesag. Jeg tror ikke, at hr. og fru Jensen har nogen interesse i, hvad der er sket med nogle udenlandske kilder. Jeg har jo ikke hængt nogen ud, hvor vi er blevet nødt til at trække det tilbage. Jeg skal ikke forsvare, hvad jeg har gjort, men har jeg fortjent at være 24 dage i pressen for en branchesag, folk ikke forstår? Det ved jeg ikke. Det må andre vurdere. Jeg vil ikke være offeret, men jeg synes måske også, det har været lidt ude af proportioner,« udtaler han.

Du kan se hele interviewet på tv2nord.dk.

Samtidig slår Michael Qureshi fast, at sagen for ham er lukket, og at hans troværdighed ikke er et problem på det nye medie, da alle interview blandt andet bliver sendt til godkendelse.

Michael Qureshi bliver redaktør på mediet "Migogaalborg.dk", der kommer med anbefalinger til oplevelser i byen og input fra nordjyske personligheder. Med i ejerkredsen er også Thomas Enevoldson, fodboldspiller i superligaklubben AaB, samt grundlæggerne bag madbloggen Gastromand.

Ud over at have trukket over 200 artikler tilbage har BT også politianmeldt deres tidligere journalist for mistanke om svindel med flere tusinde kroner.

Sagen er blevet kaldt »den værste journalistskandale i mands minde« af bl.a. Lasse Jensen, journalist og tidligere vært på "Mennesker og Medier". Også chefredaktørerne på Ekstra Bladet, Poul Madsen, og på BT, Olav Skaaning Andersen, har langet ud mod Michael Qureshi for dennes ageren.

Senest har Poul Madsen i dag på Twitter lykønsket sin tidligere journalist med det nye medie, men slår samtidig fast, at det er »absurd du (Qureshi, red.) kan mene din svindelsag er glemt. Det sker ikke«.

Læs også