Økonomer: Centralbank holder døren åben for rentehop i år
To danske bankfolk vurderer på baggrund af ny melding fra amerikansk centralbank, at renten fortsat kan hæves allerede i år. Selv hælder de dog ikke til det.
Med dagens melding fra pengemarkedskomiteen i den amerikanske centralbank er der fortsat mulighed for et rentehop allerede i år.
Sådan lyder den umiddelbare vurdering onsdag aften fra to hjemlige iagttagere, efter at centralbanken slog en positiv tone an i vurderingen af amerikansk økonomi.
»Vi vurderer, at Fed åbnede døren for, at renteforhøjelser på de kommende møder stadig er i spil i modstrid med, hvad markederne pt. forventer,« skriver Jes Asmussen, cheføkonom i Handelsbanken, i en kommentar.
Hos iagttagerne samler opmærksomheden sig især om centralbankens bemærkning om, at »risici på mellemkort sigt er blevet mindre«. Amerikanerne nævner ikke specifikt brexit, men det kan vel være det, der hentydes til.
»Det er formentlig en afspejling af, at Storbritanniens beslutning om at udtræde af EU for indeværende ikke har ført til panik på de finansielle markeder eller ser ud til at have haft nogen nævneværdig indflydelse på amerikansk økonomi,« skriver Jes Asmussen.
Mikael Olai Milhøj, senioranalytiker i Danske Bank, udlægger teksten således i sin kommentar:
»Som noget nyt inkluderede den amerikanske centralbank, at den mener, at de kortsigtede risici er til økonomien er aftaget. Desværre må vi vente indtil mødereferatet eller fremtidige Fed taler for at fastslå, hvad der præcis menes, men med udtalelsen holder de døren på klem for, at de kan komme allerede til næste møde i september,« skriver han og nævner ligeledes udviklingen efter brexit som en mulig forklaring.
Om end begge bankfolk ser det som en mulighed, hælder ingen af dem til, at renten bliver hævet lige med det første.
»Vores hovedforventning er stadig, at de vil holde renten uændret i år, men med statementet skal man ikke udelukke, at de snart hugger til,« skriver Mikael Olai Milhøj.