Serier

Skat taber klagesager

Skat taber 78 pct. af klagesagerne i Landsskatteretten om ejendomsvurderinger. Fremover vil skatteminister Holger K. Nielsen (SF) lade lokalpolitikere afgøre sagerne.

Skat sætter jagten ind
Murermester John S. Pedersen vandt en sag mod Skat i Landsskatteretten. Skat havde vurderet hans ejendom til 5,3 mio kr, men selv mente han, den kun var det halve værd. Han fik ret.

Mens skatteminister Holger K. Nielsen (SF) pønser på at begrænse danskernes adgang til at klage til Landsskatteretten, får Skat den ene syngende lussing efter den anden i netop Landsskatteretten.

Det er især Skats forhøjelser af ejendomsværdier, som klageinstansen har svært ved at sluge. Nye tal viser, at Landsskatteretten i 2012 gav klageren helt eller delvist medhold i 78 pct. af vurderingssagerne. Det er langt over medholdsprocenten i andre sager. Professor Jan Pedersen fra Aarhus Universitet er overrasket:

»Det er usædvanligt højt, og det tyder på, at der er behov for, at Skat strammer op. For Skat er enhver tabt sag jo problematisk, fordi det betyder, at man har forvaltet ulovligt, og når man bliver underkendt i et så stort omfang, skal man tage det meget alvorligt,« siger professoren.

Det er ikke småpenge, der er på spil.

Advokatfirmaet Accura i København har specialiseret sig i at klage over ejendomsvurderinger på vegne af virksomheder, der betaler den såkaldte dækningsafgift på erhvervsejendomme.

I 2008 indbragte Accura 1.232 klagesager på vegne af klienter, hvoraf 1.040 i dag er afsluttet. I kun otte sager har Skat fået ret – resten er endt med nedsættelser af ejendomsvurderingerne, der ifølge advokatfirmaet løber op i 33,7 mia. kr. Skatteværdien heraf svarer til 321 mio. kr. om året.

Skatteminister Holger K. Nielsen sendte i januar et nyt lovforslag i høring om en forenklet klagestruktur. Lovforslaget betyder bl.a., at private – med enkelte undtagelser – fremover kun skal kunne klage over Skat til de lokale skatteankenævn. Er de ikke tilfredse med ankenævnets afgørelse, må de stævne Skatteministeriet ved de almindelige domstole. Samtidig lægger lovforslaget op til, at vurderingssagerne skal helt ud af Landsskatteretten, både når det handler om private og om erhvervsdrivende.

»Hvis man vil lave noget om, må det være til det bedre, men dette forslag har ingen positive virkninger,« siger direktør Torben Christensen fra Ejendomsforeningen Danmark.

Skat mener ikke, at vurderingsområdet udgør et problem, mens Holger K. Nielsen siger, at han vil arbejde videre med de »konstruktive« høringssvar, som forslaget har kastet af sig.

Læs også