Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Danske velhavere skjuler milliarder

Danske værdier i skattely slår rekord. Bankerne hjælper i stort omfang med manøvren.

Skat sætter jagten ind
Øen Isle of Man er et skattely i det britiske rigsfællesskab. Foto: Heidi Plougsgaard Jensen

Trods et fælles mål fra både den nuværende og forrige regering om at bekæmpe skattely og skatteflugt fra Danmark, slår den samlede danske formue i skattely rekord i 2013. Summen af danske værdier huset af eksotiske småstater er, ifølge Ugebrevet A4, steget støt op til hele 275 milliarder kroner i løbet af de otte år, hvor Nationalbanken har opgjort pengestrømmen til skattelyene.

»På ti år har vi set en meget, meget stejl stigning i de værdier, der overføres til skattely fra de fleste lande i Europa. Denne trend er fortsat trods den finansielle krise,« siger John Christensen, der er leder af den internationale organisation Tax Justice Network, der bekæmper skattelys skadelige virkninger på globalt plan.

Banker hjælper velhaverne 

Især den finansielle sektor kanaliserer penge til skattely. Ifølge Nationalbanken står banker, pensionskasser og forsikringsselskaber for mere end halvdelen af de danske milliarder i skattely. Ifølge John Christensen er en af årsagerne, at den finansielle sektor hjælper rige personer med at sende deres stadigt voksende formuer i skattely.

»Rige privatpersoner rådes af deres finansielle rådgivere, revisorer og advokater til at bruge konstruktioner i skattely for at undgå indkomstskat, skat på kapitalgevinster eller arveafgift,« siger John Christensen, som selv har været økonomisk rådgiver for skattelyet Jersey.

I Skats søgelys

Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) er også meget opmærksom på, at velhavende danskere har penge i skattely.

»Jeg synes virkelig, man skal tænke sig om. Vi vil køre sager, hvis der er grundlag for det. Det er virkelig mange penge de her mennesker snyder samfundet for, og dem skal vi have fat på,« siger Holger K. Nielsen, som netop har søsat endnu et projekt for at opspore danskeres formuer gemt i skattely.

Ifølge Nationalbankens tal er den finansielle sektor skarpt efterfulgt af dansk erhvervsliv, som står for mere end 40 procent af Danmarks værdier i skattely.

Når danske firmaer investerer i udlandet, sender de ofte pengene på rundtur forbi et skattely på vejen ud - og samme vej retur, når firmaet begynder at tjene penge på deres investering.

Grader af ly

Nogle firmaer tager alene den omvej for at undgå at betale skat af den samme indkomst to gange - først i det land pengene er tjent, og igen når pengene kommer tilbage til moderselskabet i Danmark. Den trafik er dog ret uskyldig, forklarer Niels Johannesen, lektor i økonomi ved Københavns Universitet.

»Men de samme slags konstruktioner kan også bruges til at udhule skattebetalingen i de lande, hvor selskabernes penge er tjent,« siger han.

Og det betyder, at der bliver færre penge til at betale for sundhed, uddannelse og anden velfærd, siger skatteeksperter.

»Hvis banker og andre store transnationale selskaber ikke betaler skat i vores lande, vil almindelige mennesker tabe på det i længden. Enten fordi de ender med at betale mere i skat, eller fordi regeringen må stifte gæld for at finansiere offentlige ydelser,« siger John Christensen.

Ikke en opgave for Danmark alene

Skatteminister Holger K. Nielsen ser også skattelylande som en del af mange store selskabers strategi for at betale så lidt i skat som muligt. Det er et problem, som han ikke mener, Danmark kan løse alene.

»I sidste ende kræver det her internationale løsninger. Flere ngo'er kræver et internationalt system for beskatning af multinationale selskaber. Og det er jeg enig i,« siger Holger K. Nielsen til Ugebrevet A4.

BRANCHENYT
Læs også