Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Novo mødes af kæmpekrav i USA

En række store medicinindkøbere i USA beskylder Novo Nordisk for ulovligheder og manipulation på det amerikanske marked. De kræver erstatning for deres tab, fordi Novo Nordisk forpurrede den frie konkurrence.

Medicinselskabernes kamp
Arkivfoto: Niels Hougaard

Novo Nordisk bliver beskyldt for grove brud på de amerikanske konkurrenceregler. Den danske medicinkoncern er nu blevet sagsøgt for et endnu ukendt millionbeløb.

Flere store indkøbsselskaber vil have erstatning for de store summer, de har betalt for meget for diabetesmedicinen Prandin, fordi Novo Nordisk holdt kopimedicin ude af markedet.

Det fremgår af en stævning, indkøbsselskaberne afleverede kort før jul.

»Sagsøgtes (Novo Nordisk, red.) handling tillod sagsøgte ulovligt og bevidst at fastholde et monopol og ekskludere konkurrence på markedet for Prandin (…) til skade for sagsøgerne og andre,« står der i stævningen.

Gruppesøgsmål

Det er et såkaldt gruppesøgsmål, hvor indkøbsselskaberne gør deres sag til en principiel sag for andre i samme situation.

Der er ikke sat beløb på erstatningen. Men det fremgår, at Novo Nordisk i de seneste år har solgt for 200-250 mio. dollars af Prandin om året, og en del af det marked burde for flere år siden have været udsat for konkurrence.

Priserne har med andre ord været pustet ulovligt og kunstigt op, ifølge sagsøgerne.

»Som en konsekvens heraf har sagsøgerne lidt betydelige tab og skade på deres forretning og ejendom i form af overpris. Det fulde omfang af disse skader vil blive beregnet,« står der i stævningen.

Prandin er en tabletbehandling, som Novo Nordisk har haft på markedet i mange år. I 2005 meldte en konkurrent, Caraco, sig med en kopi af Prandin og blev prompte sagsøgt af Novo Nordisk. Siden har de sloges i retten, men i sommer afgjorde en dommer, at Caraco er i sin gode ret til at lancere produktet.

Ifølge stævningen har Novo Nordisk forsøgt at udvide patentbeskyttelsen af sit produkt ved at ændre formuleringen i den såkaldte Orange Book, der er en opgørelse over godkendte lægemidler i USA. Det har ifølge sagsøgerne holdt konkurrenter ude af markedet på et forkert grundlag. Nu er kopien på markedet, og erstatningskravet vil

blive udregnet efter, hvad der var sket med prisen, hvis kopiprodukterne var kommet på markedet med det samme.

Som regel ender den slags sager med et forlig mellem parterne, og beløbene svinger fra få millioner kr. til flere hundrede millioner kr.

Novo Nordisk vil ikke kommentere sagen, men har allerede bebudet, at selskabet vil forsøge at få sagen afvist.

BRANCHENYT
Læs også