Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Alan Christoffersen har firma et sted hvor stemningen er i bund

Direktøren havde overvejet at flytte firmaet fra Vordingborg.

Dansk Industri har igen i år lavet en undersøgelse af erhvervsklimaet i de danske kommuner. Og igen i år indtager Vordingborg sidstepladsen.

Det er bl.a. arbejdskraft, kommunen har fået en lav score på, hvor kun Fredensborg og Ærø kommune har dårligere arbejdskraft ifølge undersøgelsen.

En af virksomhederne i Vordingborg Kommune er Insatech A/S, der leverer løsninger inden for procesautomationen. Alan Christoffersen, administrerende direktør for Insatech A/S, kan godt genkende, at det ikke altid er nemt at få den rigtige arbejdskraft.

"Vi har oplevet, at det kan tage lang tid at finde en ny medarbejder. Der har været tilfælde, hvor det tog over et halvt år. Jeg tror dog ikke, at det er sværere her end i resten af Danmark. Vi har en times kørsel til København, så vi har flere, der pendler derfra," siger Alan Christoffersen.

Et andet punkt, hvor Vordingborg Kommune har fået en lav score, er dialog med kommunen. Her er kommunen nummer 85 ud af 96.

Alan Christoffersen har dog kun haft gode oplevelser, når han skulle snakke med kommunen, og han peger på, at det kan afhænge af, hvem man spørger.

"Selvfølgelig kunne man godt ønske nogle gange, at de svarede et par dage hurtigere. Men vi snakker dage og ikke måneder. Jeg tror, at flere landmænd kan have svaret, at dialogen er dårlig med kommunen, fordi der kan være lange svartider til f.eks. byggetilladelser og miljøgodkendelser," siger Alan Christoffersen.

Insatech A/S har lige over 70 ansatte i dag, og de er lige nu ved at flytte til nye lokaler. Alan Christoffersen siger, at man har overvejet at flytte virksomheden ud af kommunen.

"Vi overvejede at finde nye lokaler i en anden kommune. Det skyldes, at det har været svært at finde de lokaler, som vi skal bruge. Vi har haft nogle møder med Vordingborg Kommune, hvor vi sammen fandt en løsning, så vi kunne blive i Vordingborg. Selvom, det kunne være bedre, så er vi glade for at være her," siger Alan Christoffersen.

Vordingborg Kommunes borgmester, Knud Larsen (V), fortæller, at kommunen har iværksat en større indsats for at forbedre vilkårene for erhvervslivet i Vordingborg. Han erkender, at det ikke er rart at ligge på sidstepladsen.

"Det er mildest talt ikke nogen rar placering, og det er meget ærgerligt, da vi i dag ellers oplever et rigtig godt og positivt samarbejde med vores lokale erhvervsliv. Vi må bare erkende, at vores indsatser ikke har nået at få den store effekt, inden Dansk Industris medlemmer blev spurgt i foråret," siger Knud Larsen.

Han erkender, at der ligger hårdt arbejde forude for Vordingborg Kommune, og han håber, at det kan ses i næste års undersøgelse.

"Der er ingen tvivl om, at det kræver et langt og sejt træk at ændre på de ting, som Dansk Industris undersøgelse vægter højt. Vi er fastbesluttede på at fortsætte og udvide det arbejde, som vi allerede har igangsat. Vi regner med, at de positive tilbagemeldinger, som vi får fra erhvervslivet, slår igennem i Dansk Industris undersøgelse næste år, siger Knud Larsen.

BRANCHENYT
Læs også