Erhverv
0

Det skal koste 1.200 kr. at klage over 2.000 kr.

Forbrugerne skal betale stor bid af kagen, hvis de vil klage. Det fremgår af udkast til nye regler.

Forbrugerne kommer til at betale en stor del af udgifterne i et helt nyt forbrugerklagesystem. Det skriver Politiken. Vil man klage over en mobiltelefon til 2.000 kroner, kommer det til at koste 1.200 kroner bare at klage, og de 1200 kroner mister man, hvis man taber klagesagen.

Det fremgår af et udkast til de kommende regler fra regeringen, som Politiken har fået adgang til. Ifølge avisens oplysninger, vil forbrugerne komme til at betale over syv millioner kroner i forhøjede gebyrer, hvis loven om forbrugerklager laves om.

Samtidig slipper virksomhederne billigere end i dag. En virksomheds gebyr for at tabe en sag bliver 5.000 kroner i alle sager, hvor det i dag kan koste virksomheden op til 13.600 kroner og ned til 4.800 kroner at tabe en sag i Forbrugerklagenævnet.

I et notat fra forhandlingerne kaldes forslaget en modernisering af systemet. Men hos Forbrugerrådet Tænk mener man, at der er tale om en spareøvelse med en række klare forringelser for forbrugerne.

- Problemet er, at regeringen lægger op til en markant forringelse af et forbrugerklagesystem, som vi har været meget glade for. Forslaget vil ganske enkelt være ødelæggende, siger Vagn Jelsøe, der er vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk, til Politiken.

Det er forbrugerorganisationens oplevelse, at regeringen i al hast forsøger at få landet en aftale om forringelserne uden først at tage en offentlig debat om sagen. Og Venstres forbrugerpolitiske ordfører, Jan E. Jørgensen, undrer sig.

- Jeg havde ikke drømt om, at det var nødvendigt at spørge ministeren, om de mest oplagte organisationer som Dansk Erhverv og Forbrugerrådet Tænk havde været med i diskussionerne fra starten, siger han til Politiken.

- Nu viser det sig, at det har de ikke været. Og det vil sige, at jeg bliver forhindret i at høre holdningerne hos dem, der ved noget om det her, inden jeg på vegne af Venstre siger ja til det, siger han til avisen.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også