Serier

Svindelanklagede medarbejdere går til modangreb på OW Bunker

OW Bunkers ledelse er på særdeles tynd is, når de beskylder medarbejdere i Singapore for svindel, lyder det fra medarbejdernes advokat.

Skandalen i OW Bunker
PR foto Lars Møller,direktør i OW Bunkers datterselskab Dynamic Oil Trading Foto: Dynamic Oil Trading

Der er intet som helst belæg for at påstå, at der er begået svindel i OW Bunkers datterselskab Dynamic Oil Trading (DOT) i Singapore.

Sådan lyder det fra Arvid Andersen, der er advokat for datterselskabets direktør, Lars Møller.

Lars Møller blev torsdag beskyldt for at stå bag omfattende svindel i DOT af OW Bunkers bestyrelsesformand Niels Henrik Jensen, ligesom OW Bunker har sendt en børsmeddelelse ud om svindlen.

Efter min opfattelse har OW Bunker fremsat beskyldningerne på et grundlag, hvor den ikke har gjort sit benarbejde godt nok. Jeg synes, det har været utidigt

Arvid Andersen, advokat for de svindelanklagede i Dynamic Oil Trading

Ifølge børsmeddelelsen kan den påståede svindel potentielt koste virksomheden 125 mio. dollars svarende til knap 750 mio. kr., og det er en væsentlig del af årsagen til, at OW Bunker er kollapset og nu kæmper for livet i en rekonstruktion.

»Efter min opfattelse har OW Bunker fremsat beskyldningerne på et grundlag, hvor den ikke har gjort sit benarbejde godt nok. Jeg synes, det har været utidigt,« lyder den skarpe reaktion fra Arvid Andersen.

Finans har forgæves forsøgt at få ledelsen i OW Bunker i tale, men hverken bestyrelsesformand, direktør eller kommunikationschef har reageret på henvendelserne.

Arvid Andersen fortæller, at han er advokat for flere personer fra ledelsen i DOT i Singapore herunder Lars Møller.

Man kan ikke konkludere, at der var tale om nogen form for økonomisk svindel. Der er ikke taget penge op af kassen, ledelsen har ikke fået nogen penge ud af det, og den har ikke udstedt fiktive fakturaer eller fået returkommission eller noget som helst i den retning. Det er slet ikke det, det handler om.

Arvid Andersen, advokat for de svindelanklagede i Dynamic Oil Trading

DOT-ledelsen var i denne uge kaldt hjem til hovedkvarteret i Nørresundby for at drøfte den økonomiske situation.

»Så fortæller ledelsen fra Singapore, at man har en situation med en kunde, og det reagerer ledelsen i OW Bunker så på i overdreven panik og sender en børsmeddelelse ud om svindel,« fortæller Arvid Andersen.

»Man kan ikke konkludere, at der var tale om nogen form for økonomisk svindel. Der er ikke taget penge op af kassen, ledelsen har ikke fået nogen penge ud af det, og den har ikke udstedt fiktive fakturaer eller fået returkommission eller noget som helst i den retning. Det er slet ikke det, det handler om.«

Det er selvfølgelig noget L-O-R-T. Man kan så diskutere,  om man har orienteret om ledelsen i Danmark om dette, men det er et rent internt anliggende. Men der er tale om et reelt økonomisk tilgodehavende. Det er ikke et nødlidende tilgodehavende.

Arvid Andersen, advokat for de svindelanklagede i Dynamic Oil Trading

Arvid Andersen fortæller, at sagen handler om et stort tilgodehavende hos en kunde, og at ledelsen i Singapore har givet større kredit, end den havde beføjelser til.

»Det er selvfølgelig noget L-O-R-T. Man kan så diskutere,  om man har orienteret ledelsen i Danmark om dette, men det er et rent internt anliggende. Men der er tale om et reelt økonomisk tilgodehavende. Det er ikke et nødlidende tilgodehavende. Nu må man så finde ud af, hvordan man kan få det ud af verden, men det er ikke penge, der er tabt - i hvert fald ikke endnu,« siger advokaten og fortsætter:

»Kunden lever i bedste velgående, og der er stadig almindelig samhandel med kunden. Så kan man være ked af, at man står i en situation, hvor man har en stor kreditrisiko, men det har ikke noget med svindel at gøre,« siger Arvid Andersen, der ikke vil sætte navn på kunden.

Men kan man sige, at Lars Møller er gået bag om ryggen på ledelsen i denne sag?

»Nej.«

Har ledelsen været orienteret om, at der er givet så store kreditter?

»Jeg kan ikke svare præcist på, hvad der er orienteret om hvornår og hvordan. Men i ledelsen i Singapore er der en opfattelse af, at man har orienteret ledelsen i Danmark. Den danske ledelse har haft mulighed for at se, hvad der foregår, for de har haft adgang til datafangst i Singapore. Singapore-selskabets bankkonto styres også fra Danmark, for det er en dansk konto. Så de har fuld adgang til samtlige regnskabsoplysninger i Danmark,« siger han.

»Så er spørgsmålet, om man har set og reageret på de oplysninger, men det er nogle af de ting, som den interne undersøgelse skal afdække. Det kan sagtens være, at man finder ud af, at der på de indre linjer er begået nogle fejl, og at der er handlet i strid med de instrukser, der gælder. Det må så håndteres ansættelsesretligt, men rent strafferetligt er der i øjeblikket ikke noget at komme efter.«

Men hvis han er gået ud over sine beføjelser, kan man så ikke sige, at der er et strafferetligt element i det?

»Det kommer jo an på, om der er tale om mandatsvig. Det er der efter min opfattelse ikke noget grundlag for.«

Hvorfor ikke?

»Det handler om, hvorvidt der er et forsæt til at løfte nogle penge fra A til B. Det har der ikke været tale om. Der har været tale om, at man har haft en konkret samhandel. Så har man bare fået oparbejdet et for stort tilgodehavende hos den pågældende kunde.«

Men vi taler om 125 mio. dollars, 750 mio. kr. Hvordan er det muligt at få så stort et tilgodehavende hos en kunde?

»Nu taler vi jo ikke om køb og salg af papirclips. Vi taler om køb og salg af olie.«

Kan du sige, hvad det er for en kunde?

»Nej.«

Hvad er processen nu?

»Det er OW Bunker, der bestemmer processen. Medarbejderne er jo ikke blevet opsagt eller bortvist eller politianmeldt. Man er forpligtet til at følge sin arbejdsgivers anvisninger i den sammenhæng, og der har vi selvfølgelig tilkendegivet, at mine klienter er indstillet på at samarbejde om at få forholdet afdækket og redegøre for, hvordan mellemværendet er opstået, hvad det består af, hvordan man har håndteret det i forhold til kunden, hvordan man har rapporteret det i Danmark osv. Den proces må man give parterne ro til at gennemføre. Men når jeg alligevel reagerer, så er det fordi, OW Bunker kommer ud med en meddelelse om, at der er foretaget svindel. Man lader pilen pege på mine klienter, og med de oplysninger jeg har, så er der ikke noget hold i det.«

Har de fået konfiskeret deres pas?

»Nej, det har de ikke.«

Så de er frie til at rejse, hvis de har lyst til det?

»Ja.«

Der har også været spekulationer om, at de er kommet hjem til Danmark for at undgå at blive arresteret i Singapore.

»Det har heller intet på sig. De blev kaldt hjem til Danmark i anden sammenhæng.«

Og de var simpelthen blevet kaldt hjem?

»Ja. De var indkaldt til det møde, hvor samtlige chefer - herunder landecheferne i Singapore og Dubai - skulle diskutere den økonomiske situation i selskabet i øvrigt. Så det har intet at gøre med den konkrete situation i Singapore.«

Dette er en Finans-artikel, som normalt kræver abonnement. Klik her og prøv Finans gratis i 40 dage
Læs også
Top job