Serier
0

Johan Schlüter: Et tyveri ved højlys dag er forhindret

Johan Schlüter risikerer at få indefrosset sine værdier efter afgørelse i Landsretten, men han udlægger alligevel kendelsen som en sejr.

Schlüter-sagen
Den danske topadvokat Johan Schlüter er i en fransk retssag blevet idømt to års fængsel og en millionerstatning for bedrageri. Foto: Mik Eskestad.

Den fremtrædende rettighedsadvokat Johan Schlüter jubler, selv om Østre Landsret tirsdag gav grønt lys til at indefryse hans værdier.

Schlüter kæmper mod et gigantisk krav på 30 mio. kr., efter at han sidste år blev idømt både fængselsstraf og erstatning i en spektakulær bedragerisag.

Advokaten blev sammen med en forretningspartner dømt for at have franarret franskmanden, Georges El Assidi, musikrettigheder for millioner.

Retten i Paris besluttede, at erstatningen kunne inddrives med det samme, selv om dommen er appelleret, og siden har El Assidi forsøgt at inddrive pengene gennem de danske domstole.

Københavns Byret sagde allerede sidste år god for, at kravet kan inddrives, og det blev stadfæstet af Østre Landsret tirsdag.

Men samtidig slog landsretten fast, at El Assidi skal stille sikkerhed for de udlæg, han gør i Schlüters aktiver, indtil appelsagen i Frankrig er afgjort.

Johan Schlüter har ikke ønsket at tale med Finans, men i en e-mail skriver han, at landsretten har »forhindret et tyveri ved højlys dag«.

Schlüter har allieret sig med de to advokater Karoly Németh og Erik Werlauff, og ifølge Werlauff er de tre »meget glade« for afgørelsen.

»Dermed er Johan Schlüter sikret mod at lide noget tab, når sagen i Frankrig ender med en blank frifindelse af ham i juni i år,« udtaler han.

Professor i fogedret Ulrik Rammeskow Bang-Petersen fra Københavns Universitet siger, at afgørelsen har stor praktisk betydning for begge parter.

For det første er Schlüter beskyttet mod tab, hvis den franske appelsag falder ud til hans fordel.

Omvendt kan El Assidi indefryse Schlüters værdier, så de ikke pludselig "forsvinder", mens ankesagen verserer.

»Der er jo typer, der begynder at spekulere over, hvor de kan parkere deres aktiver, når de aner, at et stort krav er på vej,« siger Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, der ikke forholder sig til den konkrete sag.

El Assidis advokat, Per Astrup Madsen, siger, at afgørelsen var »som forventet«:

»Vi kører videre med udlægsforretninger,« siger han.

Læs hele historien om Johan Schlüters franske mareridt:

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

BRANCHENYT
Læs også