Serier

Valgkampen kan stikke en kæp i hjulet på bilbranchens rekordår

De danske bilforhandlere har aldrig finslebet så mange nøgler og købskontrakter som nu. Men Liberal Alliances mål om at fjerne registreringsafgiften er både godt og skidt nyt for bilsalget.

Finans Explorer
Der blev solgt 17.001 personbiler herhjemme i maj 2015, hvilket er 1 pct. mere end i maj 2014. Foto: AP /Patrice Magnien

Finanskrisen er ved at forsvinde i bakspejlet, og det fejrer forbrugerne med en ny bil. Mindre kan åbenbart ikke gøre det.

I årets fem første måneder er der således blevet solgt 83.052 personbiler herhjemme. Det er 2 pct. flere end i samme periode sidste år, der vel at mærke endte i rekordbogen. Derfor har den danske bilbranche slået kalechen frejdigt ned og skruet op for sommerradioen, men af og til afbrydes de sprøde toner desværre af skrattende støj.

Det mener i hvert fald Autobranchen Danmarks øverste direktør, Jens Brendstrup, som frygter, at den aktuelle valgkamp vil få bilsalget til at miste fart. Bekymringen skyldes, at de politiske fløje hiver og trækker i registreringsafgiften i forlængelse af Liberal Alliances ønske om at fjerne afgiften helt.

Det sidste vil gøre det billigere at købe biler herhjemme, hvilket Autobranchen selvsagt ikke har noget imod på længere sigt, men hvis afgiften fjernes her og nu vil den reelt gøre de eksisterende billagre usælgelige.

»Der er alle mulige tegn på, at det bliver et rekordår for bilbranchen. Vores bekymring går blot ud på, om forbrugerne bliver mere tilbageholdende, hvis der opstår for meget polemik om registreringsafgiften,« siger Jens Brendstrup og peger på, at bebudede omlægninger af diverse afgifter tidligere har påvirket forbrugernes købelyst markant.

I så fald er det et søm på vejen for Silkeborg, der jo slår sig op som "bilernes by". Men valgprogrammer, debatter og politiske slogan er nu engang en del af hverdagen, så branchen har forlængst installeret ekstra sikkerhedsudstyr ved at samle sig i større og større forretninger.

»Konsolideringen i branchen er foregået de seneste år og vil også gøre det fremover. For der bliver kørt med så lave marginaler inden for bilsalget, at det er nødvendigt at tænke i stordriftsfordele og synergier,« forklarer Jens Brendstrup.

Det bedste eksempel på det er Bilernes Hus, Nordens største forhandler, som Finans Explorer lægger vejen forbi.

Solgte biler fordelt på segmenter        
Segment 2015 Andel 2014 Andel
Mikro 3.651 21% 4.306 26%
Mini 4.406 26% 3.969 24%
Lille familiebil 4.120 24% 3.815 23%
Stor familiebil 1.659 10% 1.629 10%
Stor 245 1% 1506 9%
Luksus 117 1% 1031 6%
MPV 935 5% 288 2%
Sport 8 0% 243 1%
SUV 1.250 7% 54 0%
Øvrige 610 4% 11 0%
I alt 17.001   16.852  
Læs også