Erhverv
0

Danske MRSA-inficerede svin skræmmer i Storbritannien

Danmark bliver brugt som skræmmeeksemplet på overforbrug af antibiotika i svineproduktionen. Storbritannien er et stort marked for dansk eksport.

Dansk svineproduktion er plaget af et overforbrug af antibiotika, der har ført til resistente bakterier. Foto: Carsten Andreasen

Danmark fremhæves af den britiske avis The Guardian som et skidt eksempel, når det kommer til den udbredte brug af antibiotika i dansk svineproduktion.

Konsekvensen af overforbruget har medført, at resistente bakterier - populært betegnet under ét som MRSA - har udviklet resistens og gjort det sværere at behandle MRSA-inficerede mennesker med almindelig antibiotika.

Den britiske avis The Guardian har i en artikelserie undersøgt MRSA-forekomsten i svinekød i Storbritannien, hvor Danmark er hovedeksportør, og tallene viser, at det står skidt til med dansk svinekød.

The Guardian testede 100 pakker svinekød for MRSA og fandt de resistente bakterier i ni af pakkerne - otte af dem var danske. Det skal dog siges, at kødet i 74 af de 100 undersøgte pakker var fra danske svin.

"Hvorfor undgå det billigere, allerstedsnærværende, normale kød fra den intensive landbrugsproduktion, når de fleste mennesker har en umættelig appetit for den? Hvad sker der ved det? Intensiv produktion er ren, effektiv og moderne, får vi at vide - den eneste måde hvorpå alle kan få kød på deres tallerkener. Måske vil de folk, som systematisk har nedtonet de alvorlige problemer, der ulmer i det industrielle landbrug, genoverveje deres selvtilfredshed," lyder det fra The Guardians undersøgende journalist Joanna Blythman som reaktion på artikelserien.

Hun nævner, at forbrugerne har to valg: at betale for lidt dyrere kød med pengepungen eller at betale for det billige kød med helbredet.

"Frygten for MRSA i svinekødet viser, at ansvarligt landbrug ikke er en luksus - det er en nødvendighed," tilføjer hun.

The Guardian nævner også, at den særligt farlige MRSA CC398, som kan smitte fra svin til mennesker, har spredt sig til to tredjedele af alle danske svinefarme, og at den spreder sig "hastigt" i Danmark.

Ifølge tal fra Danmarks Naturfredningsforening havde MRSA CC398 spredt sig til 77 pct. af alle slagtesvin i 2012, hvilket var en seksdobling i forhold til antallet tre år tidligere.

"Det er en epidemi, der er ude af kontrol. Storbritannien bør være bekymret for det, hvis man ser på de problemer, vi har nu. Vi skulle have grebet ind for syv år siden, da vi så de første tilfælde," siger professor Hans Jørn Kolmos, mikrobiolog ved SDU, til The Guardian.

Konventionelle svin får op mod 20 gange så meget antibiotika som økologiske svin. Årsagen er, at konventionelle svin tages fra moderen på et tidligere stadie og dermed dier i kortere tid, så de ikke får udviklet deres immunsystem tilstrækkeligt.

De økologiske pattegrise fravænnes først die hos moderen efter syv uger, mens de konventionelle pattegrise fravænnes efter tre til fire uger.

The Guardians artikelserie fremhæver også problemet i, hvor nemt det er at købe kraftig antibiotika på nettet og bruge det i landbruget. Avisen fremhæver, at den ikke ved, om det gøres i praksis, men alligevel har det fået foreningen National Pig Association til at kræve, at regeringen sørger for at sætte en stopper for den lette tilgængelighed.

BRANCHENYT
Læs også