Erhverv
0

Gigantsag om skattesvindel anmeldt til bagmandspolitiet

Den danske stat kan være frarøvet 6,2 mia. kr. af et netværk af udenlandske selskaber, frygter Skat, der har meldt sagen til bagmandspolitiet.

Foto: Thomas Borberg

En gigantisk sag om skattesvindel for 6,2 mia. kr. er blevet overdraget til bagmandspolitiet.

Sagen handler om et netværk af udenlandske selskaber, der har fået refunderet udbytteskatter, og den er udløst af en henvendelse til Skat fra en udenlandsk myndighed.

»Vi fik hen over sommeren mistanke om sagen blandt andet på baggrund af informationer modtaget i juli og august fra en udenlandsk myndighed. Vores egne interne undersøgelser har bestyrket mistanken, og derfor har vi overdraget sagen til SØIK og øjeblikkeligt sat udbetaling af udbytteskat i bero,« siger Jesper Rønnow Simonsen, der er direktør for SKAT.

Bagmandspolitiet tager sagen særdeles alvorligt, understreger bagmandspolitiets chef Morten Jakobsen:

»Statskassen og samfundet er muligvis blevet frarøvet meget betydelige værdier – derfor er vi naturligvis yderst interesserede i at få afdækket, om der er grundlag for at gøre et strafferetligt ansvar gældende. Vi står nu foran en vigtig efterforskningsfase. Jeg forudser, at det bliver et langt hårdt træk at finde ud af, hvad der er foregået,« siger han.

Der er endnu ingen sigtede eller anholdte, og Morten Jacobsen oplyser, at myndighederne ikke kan dele flere oplysninger med offentligheden på nuværende tidspunkt.

Når danske aktieselskaber udbetaler udbytte til udlandet, indeholdes der dansk udbytteskat på 27 procent, men skatten kan refunderes på anmodning, hvis udbetalingen er sket til en ejer i et EU-land eller et land, som Danmark har dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Det er tilsyneladende lykkedes et netværk af selskaber at få refunderet 6,2 mia. kr. fra den danske statskasse på baggrund af fiktive aktiebeholdninger og falske dokumenter i perioden 2012-2015.

BRANCHENYT
Læs også