Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Aktivitet og fællesskab er vigtigt i ny bydel i København

Byudvikling: Københavns nye havnekvarter, Frederiks Brygge, er i fuld udvikling. Bagmændene har efter sigende lært af tidligere erfaringer og har fokus på at skabe en aktiv bydel med en mangfoldig beboersammensætning.

Frederiks Brygge, som det nye byområde gerne skulle tage sig ud, når det står færdigt.

Før var der øde og trist. Københavns sydhavnskvarter var et industriområde, man bare skulle forbi for at komme til og fra Sluseholmskvarteret.

Men den tid er forbi, for forvandlingen af den 80.000 kvm store Lemvigh-Müller-grund er i fuld gang.

Nordea Ejendomme, der er en af de største udbydere af erhvervs- og boliglejemål i Danmark, står bag udviklingen af den nye bydel i Københavns Sydhavn, der ud over 1.350 boliger omfatter grønne byrum, marina, kanaler, caféer, specialbutikker, børneinstitution samt gang- og cykelstier til Københavns centrum, som kan nås på 15 minutter på cykel eller få minutter i bil.

I planlægningen af området er der især lagt vægt på aktivitet og fællesskab, siger Henrik Steenstrup, der er vicedirektør i Nordea Ejendomme.

»Vi har gennem hele forløbet lagt stor vægt på, at det skulle være en levende bydel, og det er en stor værdi for os, at området bliver et fokuspunkt for sociale aktiviteter,« forklarer han.

Og det er et vigtigt fokus, mener John Andersen, der er professor i Plan, By og Proces på Roskilde Universitet.

»Her har man lært af fejlene ved Ørestaden, hvor man kun byggede lejligheder og et kæmpestort indkøbscenter. Det er jo blevet et skræmmeeksempel,« siger han og påpeger, at dét at have fokus på aktiviteter og fællesskab, når man udvikler et nyt område, og på den måde fremme, at folk mødes mellem husene, er vigtigt, for at området lykkes.

Aktiviteten skal ifølge Henrik Steenstrup i høj grad skabes af de mennesker, der flytter ind på Frederiks Brygge. Nordea Ejendomme vil derfor gerne tiltrække en bred befolkningssammensætning, fortæller han.

Og et af de tiltag, de har gjort for at tiltrække forskellige beboere, er at bygge lejligheder, der gennemsnitligt er lidt mindre end andre lejligheder i Københavns nye områder, som typisk er fireværelses lejligheder. Der er f.eks. bygget 69 ungdomsboliger, som alle sammen allerede er lejet ud, og så kan man desuden finde 63 lejeboliger på mellem 60 og 135 kvm. Det gør området attraktivt for mange forskellige mennesker.

»Vi tror, at der er en stor efterspørgsel efter lejeboliger og efter lejligheder, der er en smule mindre end mange af de andre lejligheder, der bliver bygget andre steder i byen. Lejlighederne i Frederiks Brygge tiltrækker lidt andre grupper end tilsvarende nybyggerier i havneområderne,« siger Henrik Steenstrup.

Byggeri

Frederiks Brygge

Frederiks Brygge ligger i Københavns Sydhavn mellem Vasbygade, H.C. Ørstedsværket og Frederiksholmsløbet.

Området kaldes også LMG-grunden, da stålgrossisten Lemvigh-Müller boede her før.

Der bliver bygget omkring 1.350 boliger samt etableret butikker, caféer, en kulturplads og havnevig. Omkring 100 boliger står allerede færdige, og frem mod 2020 følger resten i flere etaper.

Der er 15 minutter på cykel til Rådhuspladsen, 15 minutters gang til Sydhavn Station, og når metronettet er udbygget, kan man gå til en metrostation på under 10 minutter.

Det er Nordea Ejendomme, der udvikler og styrer byggeriet, og Nordea Liv & Pension og Pensam, der er ejere.

Og indtil videre holder deres tro og forhåbninger stik, for det er en bred skare af mennesker, der er flyttet ind på Frederiks Brygge. Det er alt fra unge par sidst i deres uddannelse eller i starten af deres arbejdsliv. Det er singler, der typisk er fraskilte, og som måske har børn på halvtid. Det er midaldrende par, der har solgt deres hus og gerne vil flytte tættere på byen og vandet, og det er folk fra oplandet, fortæller Henrik Steenstrup.

»Det er præcis den målgruppe, vi gerne ville tiltrække. Det er aktive folk, og folk, der er interesserede i deres nærmiljø. Vi tror og håber på, at de kan supplere området på bedste vis,« siger han.

Og det kan han have ret i, mener professor John Andersen.

For en bred befolkningssammensætning giver mere aktivitet i området.

»Det handler i høj grad om, hvem der bebor området. Det er f.eks. et problem, hvis man får koncentreret en gruppe af hårdtarbejdende højindkomstgrupper. De er oftest ikke så aktive i selve området, fordi de ikke har tid, og de er heller ikke hjemme i dagtimerne,« siger han og foreslår, at boligselskaberne dermed ikke kun søger efter de ressourcestærke børnefamilier, men også forsøger at gå efter pensionister, førtidspensionister og studerende.

Grupper, der er hjemme på andre tidspunkter end den arbejdende gruppe. Han byder derfor idéen om mindre lejelejligheder velkommen.

»Jeg mener, at der har været for hård satsning på de store lejligheder og en overfiksering på børnefamilierne. Hvis man skal have en god aktiv og fællesskabssøgende kultur fra starten, skal man finde ildsjælene, der har lyst og tid til at netværke. Det er en vigtig opgave for boligselskaberne,« siger han.

Et andet tiltag, der er lagt vægt på i planlægningen af Frederiks Brygge, er et aktivt erhvervsliv med restauranter, caféer og butikker. Og her er den italienske specialforretning Supermarco allerede rykket ind. Supermarkedet skal ifølge Henrik Steenstrup være med til at udvikle området hen imod aktiviteter og fællesskabsfølelse. Og det er Karsten Brinkmann, projektleder hos Supermarco, helt med på.

»Vi ser et stort potentiale i området. Vi glæder os meget til at blive en del af den nye, blomstrende bydel. Den anderledes befolkningssammensætning gør, at vi får et andet kundegrundlag, end vi havde, da vi var placeret i et industrikvarter bag Fisketorvet,« siger han.

Og Supermarco vil da også være med til at bidrage til aktiviteten i området, fortæller han:

»Vi kan se rigtig mange muligheder for at lave aktiviteter og arrangementer for de beboere, som kommer til at bo i området. Det lægger hele området og vores bygning helt klart op til.«

Ud over det italienske islæt, som bliver tilført Frederiks Brygge qua Supermarco, kommer der også til at være en kulturplads midt i området.

Pladsen og området omkring er forbeholdt gående og cyklister og kommer til at rumme aktiviteter for hele Sydhavnen. Pladsen vil blive indrettet med aktiviteter såsom legeplads, boldbane, bordtennisborde, grillpladser og udsigtspunkter.

Det er også her, der er mulighed for sommerfest, loppemarked og koncerter, fortæller Henrik Steenstrup.

»Vi har lavet en lille havnevig, som ender i kulturpladsen, der er sydvestvendt, så der kommer meget sol. Vi håber på, at det bliver Sydhavnens samlingspunkt og bindeledet mellem Sluseholmen og byen,« siger han.

Han fortæller, at Nordea Ejendomme til næste etape overvejer at etablere beboerhuse, som også skal understøtte den aktivitet og de fællesskaber, som de ønsker i området.

Hele projekt Frederiks Brygge vil, om alt går vel, være færdigt senest i 2020. Indtil da vil der visse steder i området være byggeplads, men det har de nye beboere taget med oprejst pande, fortæller Henrik Steenstrup.

»Det er gået rigtigt fint og meget hurtigt med at afsætte boligerne. Og trods byggepladsen er folk positive over for beliggenheden, potentialet i området og selve lejlighederne,« slutter han.

Læs også