Erhverv
0

Design-ikon vil omdanne sølvsmedje til guldrandet forretning

Ejerne har investeret meget store summer i 2015 i salg, distribution og flere ansatte. Tiden med underskud skal endegyldigt være forbi, lyder det fra koncernchef Eva-Lotta Sjöstedt fra Georg Jensen

Det emmer af historie i Georg Jensens sølvværksteder på Frederiksberg. Selskabets nye koncernchef, Eva-Lotta Sjöstedt, er ansat til at gøre Georg Jensen til en mere profitabel virksomhed i fremtiden. Foto: Jens Henrik Daugaard

Så lykkedes det for Georg Jensens ejere, Investcorp fra Bahrain.

Efter at have investeret omkring 250 mio. kr. i de seneste tre år, er udviklingen blevet vendt i den gamle sølvsmedje og designikon. Koncernen kom ud af 2015 med overskud på både driften og efter skat.

Men inden træerne gror ind i sølvhimlen for Investcorp, skal det med, at overskuddet kun er bragt til veje ved en ekstraordinær indtægt på næsten 126 mio. kr. fra salg af aktiver. Uden den ville overskuddet have været væsentligt mindre.

Selve vores kerneforretning giver overskud, når man ser bort fra både ekstraordinære udgifter og indtægter. Georg Jensen leverer for første gang i mange år et nettooverskud.

Eva-Lotta Sjöstedt, koncernchef i Georg Jensen

Trækker man de 126 mio. kr. ud, ville overskuddet på de 44 mio. kr. være blevet til et minus på driften på 82 mio. kr. Men sådan kan det ikke gøres op, lyder det fra Georg Jensen.

»Allerede i 2014 annoncerede vi, at der ville komme en ekstraordinær stor indtægt fra salg af et attraktivt lejemål i London i 2015. Såkaldte »nøgle-penge«. Og havde vi ikke forventet den indtægt, havde vi ikke skruet så ekstremt op for investeringerne, som vi har gjort i 2015. Det viser også vores ejeres store og langsigtede engagement i virksomheden,« siger koncernfinanschef Annemette Nøhr, fra Georg Jensen.

Investcorp har for alvor satset store beløb i 2015. Der er alene investeret næsten 180 mio. kr. ekstra i salg, distribution og administration i forhold til 2014.

Pengene er blandt andet gået til at åbne en række signaturbutikker på dyre adresser i München, London, Taipei og Beijing. Medarbejdertallet er steget med 138 ansatte eller 10 pct., og Georg Jensen er for alvor gået ind i Tyskland og Kina.

»Selve vores kerneforretning giver overskud, når man ser bort fra både ekstraordinære udgifter og indtægter. Georg Jensen leverer for første gang i mange år et nettooverskud. Og det vil fortsætte i år, hvor vi forventer at forbedre vores overskud efter skat som i 2015 var et plus på godt 11 mio. kr.,« siger koncernchef Eva-Lotta Sjöstedt, Georg Jensen.    

Mens Georg Jensen i perioden fra 2011 til 2014 kun formåede at øge sin omsætning med samlet 10 pct., steg salget sidste år med 13 pct. til godt 1,1 mia. kr. Og det er resultatet af den stærkt øgede omsætning, der i sidste ende triller ned og er med til at skabe et bedre resultat.

Det er især Europa, der har trukket fremgangen med en stigning i omsætningen på 14 pct., mens Asien-Pacific-regionen øgede salget med 6 pct. Omsætningen fordeler sig ligeligt mellem de to regioner med henholdsvis 559 og 518 mio. kr. De sidste 67 mio. kr. hentes i USA og resten af verden.

Georg Jensen fik fra årsskiftet svenske Eva-Lotta Sjöstedt som ny direktør, og det er hende, der skal drive Georg Jensens indtjening længere frem.

»Vores store omsætningsfremgang viser, at der er en god efterspørgsel efter vores produkter. Salget i Europa har klaret sig særdeles godt med en stigning på 14 pct. Og på trods af at mange lande i Asien har haft det økonomisk svært sidste år, så fortsatte vi også vores fremgang i den region. Ikke mindst i Australien som er vores næststørste marked,« siger Eva-Lotta Sjöstedt.

Georg Jensen har ført en omtumlet tilværelse. Selskabet var i mange år ejet af Carlsberg under paraplyen Royal Scandinavia, hvor man indgik sammen med Royal Copenhagen og flere glasproducenter. Siden købte Axcel Georg Jensen og i 2013 blev sølvsmedjen solgt videre til de nuværende ejere, Investcorp.

Georg Jensen årsregnskab (mio. kr.)20152014
Omsætning1.1441.009
Driftsoverskud (ebit)442
Overskud før skat34-9
Overskud efter skat11-14
Antal ansatte1.4401.302
BRANCHENYT
Læs også