Erhverv
0

EU-dom kan sende licensrabat til danskerne

Licensen bliver formentlig billigere for danskerne inden længe, efter EU-domstolen har afsagt en dom om moms på licenskroner.

Foto: Jakob Skaaning Hansen/Danmarks Radio

Fremover kan du måske skære en "plovmand" af licensregningen hvert år.

Det skyldes en opsigtvækkende EU-dom, hvor domstolen i Luxembourg har fastslået, at det er ulovligt at lægge moms på tv- og radiolicenser.

I første omgang er dommen faldet efter en sag fra Tjekkiet, men eftersom der er tale om en EU-dom, tyder rigtigt meget på, at det også bliver ulovligt at lægge moms på licensen i Danmark, som det ellers er tilfældet i dag.

I 2015 betalte de danske mediebrugere hver 2.460 kr. i licens, men efter EU-dommen kan det årligt blive omkring 500 kr. billigere at se DR's programmer og Tv2's regionalprogrammer. 

Det kan dog blive en dyr omgang for statskassen, hvis danskerne kan skære 500 kr. af licensbeløbet. Mere konkret vil det koste staten over en milliard kroner, hvis ikke pengene bliver hentet ind andre steder.

EU-dommen har endda sat gang i arbejdet i Skatteministeret.

»Det her er jo en EU-dom i en tjekkisk sag. Nu handler det i første omgang om at finde ud af, om dommen har konsekvenser for den danske lovgivning om moms på licensen,« siger skatteminister Karsten Lauritzen til Børsen.

»Det arbejde er Skatteministeriet i fuld gang med. Viser det sig, at dommen har konsekvenser for den danske lovgivning, vil regeringen naturligvis tage bestik af situationen hurtigst muligt derefter,« siger han.

Det årlige licensbidrag til statskassen er på 5,57 milliarder kroner, men hvis moms på licens fremover bliver ulovligt, bliver beløbet nærmere 4,4 milliarder kroner.

Indtil videre er den eneste konklusion på EU-dommen dog, at den tjekkiske version af DR, ?eský rozhlas, der ligeledes finansieres via tjekkernes licensbetaling, ikke kan opkræve moms af licens, og samtidig kan tv-stationen heller ikke få fradrag for sin købsmoms.

Læs dommen her: EU-dom om moms på licens

Det du behøver at vide!
Modtag nyhedsbrevet Briefing og få hurtigt og nemt overblik over dagens væsentligste nyheder fra erhvervslivet – håndplukket af vores redaktion.
BRANCHENYT
Læs også