Erhverv
0

Tysk slagterigigant forbereder aggressiv ekspansion i Danmark

Den tyske slagterikoncern Tönnies er klar til at øge antallet af slagtninger i Danmark. Selskabet vil betale, hvad der er nødvendigt for at vinde markedsandele fra de øvrige slagterier - herunder især Danish Crown.

Tönnies Fleisch vil vinde markedsandele og slagte flere grise i Danmark, oplyser direktør Ove Thejls. Det er godt nyt for landmændene, som nu kan se frem til, at der bliver skærpet konkurrence om de danske slagtesvin.

Den tyske slagterigigant Tönnies forbereder aggressiv ekspansion i Danmark. Tönnies har i en årrække drevet et slagteri i Sydjylland og overtog tidligere i år det nordvestjyske slagteriselskab Tican. Med opkøbet blev Tönnies den næststørste slagterikoncern i Danmark, og nu afslører topchefen for Tönnies i Danmark, at der er meget mere vækst i vente.

»Vi slagter nu omkring 39.000 grise om ugen på vores anlæg i Thisted. I løbet af tre år skal antallet af slagtninger øges til 50.000,« oplyser Ove Thejls.

Denne udvidelse svarer til, at Tönnies vil øge antallet af slagtninger i Danmark med næsten 600.000 på årsplan. Det er ganske ambitiøst set i lyset af, at det samlede antal slagtninger i Danmark har været faldende gennem flere år. Nye prognoser fra Landbrug & Fødevarer indikerer således, at antallet af slagtninger falder fra 19 mio. i 2015 til 18 mio. i år.

Tönnies vil med andre ord vokse i et faldende marked, hvilket kun er muligt, hvis man tilbyder landmændene en ekstra attraktiv pris for grisene.

»Målet er selvsagt, at den totale produktion af grise i Danmark skal vokse, men som verden udvikler sig lige nu, kan vi kun nå vores vækstmål ved at vinde markedsandele fra de øvrige slagterier. Fra vores tyske ejere har jeg fået et klart mandat til give landmændene den mest attraktive pris og betale, hvad der er nødvendigt for at kunne øge antallet af slagtninger,« fortæller Ove Thejls.

Tönnies overtog Tican i begyndelsen af 2016, og siden har den tyske koncern haft et nogenlunde stabilt antal slagtninger i Danmark.

»Vi tilbyder allerede en attraktiv afregning, og det har vi endnu ikke set den fulde effekt af. Hvis det viser sig, at vores aktuelle afregning ikke skaffer os det ønskede antal grise, så er jeg sikker på, at vores tyske ejer vil give grønt lys for, at vi skruer op,« siger Ove Thejls.

Tönnies kan øge antallet af slagtninger i Thisted til 50.000 om ugen ved at udvide arbejdstiden og hæve hastigheden i produktionen.

For de danske landmænd er det godt nyt, at der nu ser ud til at blive skærpet konkurrence om grisene.

»Det er ubetinget positivt, at Tönnies nu kan være med til at presse prisen på danske slagtesvin i vejret. Vi har i den grad brug for pengene,« siger Henrik Mortensen, formand i Landsforeningen af Danske Svineproducenter.

BRANCHENYT
Læs også