Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Kunder i konkursramt friluftsbutik står sidst i køen til penge

Kunderne i konkursramte Seuf Outdoor skal ikke satse på at få de penge tilbage, som virksomheden skylder dem.

En uge efter konkursen blev Seufs hjemmeside delvist lukket ned.

Gæld til både det offentlige og medarbejderne kostede friluftsbutikken Seuf Outdoor livet. Både medarbejderne og det offentlige har begæret virksomheden konkurs d. 6. oktober, men de kunder, der har penge til gode hos Seuf Outdoor, skal ikke satse på at få dem tilbage.

Seuf Outdoor, der har eksisteret siden 2008, har ellers givet pæne overskud tidligere. Men i det seneste regnskab gav virksomheden et underskud på 630.000 kr. Siden er Seuf kommet i yderligere økonomiske problemer.

»Selskabet har tilsyneladende kørt kampagner hen over sommeren, hvor de har solgt varerne med betydelig rabat. Enten er det et regulært udsalg, eller også er det udtryk for, at de ønskede at realisere varelageret i en fart. Vi undersøger det nærmere,« siger Nicolai Dyhr, der er advokat og partner hos Horten Advokatfirma og udpeget som kurator.

Onsdag beskrev Finans, hvordan kunderne på Seuf Outdoors Facebookside efterlyste både varer og penge, som de ikke havde fået som aftalt. Der var ingen information om konkursen til kunderne på hverken Facebook eller hjemmesiden. I løbet af torsdagen blev Seufs Facebookside så lukket ned. 

Hjemmesiden og resten af varelageret skal nu sælges på en auktion.

»Vi skal have mest muligt hjem til kreditorerne. Jeg har allerede fået en del henvendelser fra folk, der har betalt for varer, der aldrig er leveret, og leverandører, der ikke er blevet betalt. Deres krav bliver anmeldt og registreret i gældbogen, men det er pt. vanskeligt at vurdere, i hvor høj grad de vil få dækket deres krav,« siger Nicolai Dyhr.

Fordi medarbejdere, det offentlige og flere leverandører har penge til gode i Seuf, skal kunderne altså ikke sætte forventninger alt for højt.

»Forbrugerne kommer i kassen med alle andre kreditorer. Det er en sur situation, fordi der er rigtig mange i den kasse. Normalt er der ikke en krone at hente til forbrugerne i den her type sager. Først får kurator selv og derefter er det medarbejderne,« siger Benedicte Federspiel, chefkonsulent i Forbrugerrådet Tænk.

Hvis der er kunder, der har bestilt varer hos Seuf mellem d. 22. september og 6. oktober, vil Nicolai Dyhr meget gerne høre fra dem.

 »I den periode har ledelsen vidst, at virksomheden sandsynligvis ville blive taget under konkursbehandling. Hvis der er nogen, der i det tidsrum har betalt for varer, de ikke har fået, kan det muligvis give anledning til at anmode om politimæssig efterforskning,« siger Nicolai Dyhr.

Finans har forgæves forsøgt at få en kommentar fra de to ejere af Seuf Outdoor Uffe Mike Krogh og Sebastian Jacques Reino Coquillard.

Læs også