Erhverv
0

Lars Seier trækker sig fra liberal netavis

Rigmændene og Saxo Bank-stifterne Lars Seier Christensen og Kim Fournais er ikke længere i ejerkredsen bag det liberale debatforum 180grader.dk

Lars Seier Christensen er ikke længere i ejerkredsen bag Netavisen 180grader. Foto: Finn Frandsen

Saxo Bank-stifteren og den borgerligt-liberale debattør Lars Seier Christensen er ikke længere medejer af et liberalt medie.

Sammen med Kim Fournais, medstifter og adm. direktør i Saxo Bank, er han trådt ud af ejerkredsen bag den borgerligt-liberale netavis 180grader.dk, som de to rigmænd ejede henholdsvis 40 pct. og 21 pct. af.

Aktierne har de solgt til selskabets bestyrelsesformand Jimmi Meilstrup, der nu ejer over 90 pct. af Netavisen 180grader Aps.

De resterende andele ligger hos medstifter og adm. direktør Ole Birk Olesen, der i dag er folketingsmedlem for Liberal Alliance.

Netmediet består af brugergeneret indhold og fungerer som forum for den borgerligt liberale debat. Mediet gik sidste år i plus efter de sidste tre år at have tabt 670.000 kr. i alt.

Lars Seier Christensen, der også har gjort sig politisk bemærket som nestor for Liberal Alliance, har sammen med Kim Fournais siddet i ejerkredsen siden 2009, hvor de to skød et ukendt beløb i gratismediet, som efter flere års underskud havde brug for frisk kapital.

»Det er ingen hemmelighed, at jeg er meget engageret i samfundsdebatten, og jeg ser et stort behov for et socialt medie, der hjælper brugeren med at få overblik, og som kan engagere flere i at bidrage til samfundsdebatten,« udtalte han dengang.

Hvad der ligger bag de to rigmænds exit, står indtil videre ubesvaret. Hverken Lars Seier Christensen eller Kim Fournais er torsdag vendt tilbage på Finans' henvendelser.

Hovedaktionær og bestyrelsesformand Jimmi Meilstrup, der nu har fået en betydeligt større ejerandel, forbereder sig på at gå mere aktivt ind i selskabet.

»Jeg har ikke brugt så lang tid på den, det er jo lidt et hobbyprojekt. Men nu skal jeg til at fokusere på det igen,« siger han.

Om det vil betyde ændringer for mediet, er endnu uklart, siger han.

»Det er vi ved at se på nu. Vi ser på nogle forskellige vinkler.«

Betydningen af at det liberale medie mister en tydelig - og pengestærk - profil i sin ejerkreds, ønsker adm. direktør Ole Birk Olesen ikke at vurdere.

»Det er jo hans beslutning, at han vil koncentrere sig om nogle andre ejerskaber, han har. Det tager jeg bare til efterretning. Det er ikke noget, jeg bedømmer som dårligt eller godt« siger han.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også