Erhverv

Vaskerikonge spinder guld og scorer (igen) mere end 80 mio. kr.

Thorgaard-familien er et skoleeksempel på, at man kan tjene styrtende med penge på simple ting - f.eks. at rense og vaske tøj for andre.

De Forenede Damvaskerier udgør den ene halvdel af familien Thorgaards forretningsimperium, Kivi-Tex. Foto: Joachim Adrian.

Endnu et år - endnu et kæmpe millionbeløb ned i kassen hos familien Thorgaard. Det er virkeligheden for den succesrige milliardkoncern Kivi-Tex, der består af De Forenede Dampvaskerier og Elite Miljø.

Selskabet kommer ud af regnskabsåret 2015/2016 med et overskud efter skat på 80,8 mio. kr., hvilket er lidt mindre end året før, hvor bundlinjen viste et overskud på 87,4 mio. kr.

Det er dog langt fra, fordi man skal forvente en nedgang i forretningsimperiet, der i det forgangne år omsatte for 1,55 mia. kr. mod 1,47 mia. kr. året før.

De solide resultater vil nemlig fortsætte, hvis man skal tro ledelsen med Anders Eikemo Thorgaard, der er adm. direktør og storaktionær i familievirksomheden Kivi-Tex, i spidsen.

»Der forventes et resultat på ca. 80 mio. kr. i næste regnskabsår,« skriver han i årsregnskabet, der i øvrigt ikke betegnes som mere end "tilfredsstillende."

Traditionen tro, fristes man næsten til at sige, resulterer årets resultat i et udbytte til ejerne på 100 mio. kr.

De Forenede Dampvaskerier blev startet af K.P. Thorgaard i 1958 og er i dag en af Danmarks største servicevirksomheder inden for vask og udlejning af tekstiler.

Virksomheden beskæftiger omkring 1250 medarbejdere, hvilke faktisk kun er lidt mere end halvdelen af, hvad forretningsimperiets andet ben gør. Eli Miljø beskæftiger nemlig ifølge virksomheden selv omkring 2.300 medarbejdere i Danmark.

Samlet beskæftiger Kivi-Tex omkring 3.550 medarbejdere.

Bag Kivi-Tex står holdingselskabet Mata Holding, der ejes af Anders Eikemo Thorgaard og Mariette Eikemo Thorgaard.

BRANCHENYT
Læs også