Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Den Korte Avis mister sin mediestøtte

Den Korte Avis mister sin mediestøtte. Det skriver netmediet Altinget. Årsagen er en manglende dispensation.

Den Korte Avis ejes og drives af tidligere politisk rådgiver og kommentator Ralf Pittelkow og hans hustru, tidligere folketingsmedlem Karen Jespersen (V). Arkivfoto: Peter Hove Olesen

Den Korte Avis får ikke mediestøtte i 2017. Det skriver netmediet Altinget.

Ifølge mediet er årsagen, at avisen ikke længere kan få dispensation for antallet af ansatte.

- Vi har haft en midlertidig dispensation fra kravet til ansatte. Denne dispensation er udløbet, skriver ansvarshavende chefredaktør Ralf Pittelkow til Altinget.

Det er et krav for at få mediestøtte, at der skal være ansat tre fuldtidsmedarbejdere på et medie. Den Korte Avis har to ansatte, Ralf Pittelkow og hans hustru, Karen Jespersen.

Den Korte Avis fik i 2015 86.000 kroner i mediestøtte og i 2016 149.000 kroner ifølge Altinget.

Mediet er ikke tilmeldt Pressenævnet og er blevet kritiseret for at være fremmedfjendsk og usandfærdigt i sit indhold. Derfor er det blevet kritiseret, at mediet har modtaget mediestøtte.

- Journalistik og mediers kvalitet bliver blandt andet målt på den etik, man har. Det kan for eksempel gælde, om man spørger den angrebne part i en artikel og ikke kommer med umotiverede angreb.

- Jeg synes, det er helt indlysende, at et medie skal have styr på etikken for at få mediestøtte, sagde formand for Journalistforbundet Lars Werge til Journalisten i starten af december.

Tidligere i december valgte en stribe selskaber at fjerne deres annoncer fra Den Korte Avis, da de var uenige i mediets indhold.

Det fik Den Korte Avis til at kalde annoncørernes valg for et angreb på ytringsfriheden.

- Det er et fuldstændig uhørt angreb på ytringsfriheden, vi oplever her. Fuldstændig uhørt. Det er historisk enestående, sagde Ralf Pittelkow i den forbindelse.

Den Korte Avis blev startet af Ralf Pittelkow og Karen Jespersen i 2012.

- Avisen beskæftiger sig med en bred vifte af emner - herunder politik og økonomi. Indvandring og integration. Kriminalitet. Uddannelse. Sundhed. Sociale forhold. Kultur. Udenrigspolitik, skriver Den Korte Avis på sin hjemmeside om sig selv.

BRANCHENYT
Læs også