Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

De har vasket 400 ton tøj siden 2014: Nu fosser pengene ind

Online-vaskeriet Washa har fået nye økonomiske muskler og sigter mod at firedoble omsætningen.

Her ses de tre stiftere af vaskeservicen Washa. Fra venstre er det Max Børglum Stripp, Karim Ben M'Barek og Jannick Christensen.

Vaskemaskinerne hos Washa må sjældent stå stille.

For online-vaskeriet, der afhenter og leverer vaske- og rensetøj til døren inden for 48 timer, har mere fart på end nogensinde.

Samtidig har Washa for nylig fået tilført både nye økonomiske muskler og kræfter. Den store danske servicevirksomhed Berendsen Textil Service har for anden gang skudt penge i Washa.

Denne gang handler det om nogenlunde tre mio. kr., og Berendsen er dermed blevet næststørste aktionær i virksomheden og har sikret sig en mere aktiv del i Washa ved at få sin "egen mand" i Washas bestyrelse i form af Suketu Kishor Devani.

I 2015 var Washa-drengene med i DR-programmet "Løvens Hule", og her hentede de en investering på 1,5 mio. kr. fra Hummel-stifter Christian Stadil, Just Eat-stifter Jesper Buch og it-iværksætteren Tommy Ahlers.

Sidstnævnte er nu også blevet en del af Washas bestyrelse, og han har stor tiltro til konceptet.

»Jeg tror, Washa har potentiale til at nå rigtig langt. De (stifterne af Washa, red.) har på kort tid bygget en meget fornuftig forretning og er nu parat til at gå videre til udlandet. Behovet i markedet er der, og trenden omkring convenience og hjemmelevering af forskellige services er stor,« siger Tommy Ahlers.

Karim Ben M'Barek, direktør og medstifter af Washa, glæder sig over den nye struktur i vaskevirksomheden.

»Vi har vist, at vi er en god forretning, og derfor glæder vi os nu til at vise, hvad vi kan med de nye muskler, vi har fået i form af investeringen fra Berendsen og de nye folk i bestyrelsen,« siger han.

Karim Ben M'Barek henviser til, at Washa nu har over 20 ansatte, 40.000 aktive kunder og en månedlig omsætning på én mio. kr. Men det er slet ikke nok. Washa skal være større.

»Vi skal fordoble antallet af kunder i 2017, og omsætningen skal firedobles. Det kan sagtens lade sig gøre, når man ser på, hvordan vores virksomhed har udviklet sig, og man samtidig kigger på, at mange mennesker i Danmark endnu ikke kender os, selvom de kan få gavn af Washa,« siger Karim Ben M'Barek.

Washas store aftaler
Washa har vasket 400 ton tøj siden 2014 og har landet aftaler med henholdsvis Microsoft og Danske Bank.
  • For Danske Bank renser Washa i gennemsnit 405 stykker tøj om måneden
  • For Microsoft renser Washa i gennemsnit 609 stykker tøj om måneden

Pengene fra Berendsens investering skal bruges på flere medarbejdere og på at udbrede Washa til udlandet.

»Til at begynde med regner vi med at åbne op i Malmø, da det ligger tæt på vores kontor og vaskeri i Kastrup. Så kan vi mærke, hvordan det er at starte op i et andet land. Senere vil vi gerne til England med Washa, ligesom Holland og Tyskland er i vores overvejelser,« siger Karim Ben M'Barek.

Han stiftede Washa sammen med Max Børglum Stripp og Jannick Christensen i 2014. De tre sidder fortsat på størstedelen af aktierne i virksomheden, men som en del af ændringerne i Washa er Jannick Christensen nu udtrådt af virksomhedens bestyrelse. Jannick Christensen er dog fortsat en vigtig del af Washa, forklarer Karim Ben M'Barek.

BRANCHENYT
Læs også