Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Lego-kongen vil tjene penge på fynsk hestefoder

Hestestutteriet Blue Hors, der ejes af Kjeld Kirk Kristiansen, har tabt 150 mio. på tre år. Nu er Blue Hors blevet medejer af et fynsk foderfirma.

Kjeld Kirk Kristiansen, bestyrelsesformand i Kirkbi og tredje generation i Lego-familien, har kastet penge efter et fynsk foderfirma. Foto: Mathias Svold

Danmarks rigeste mand, Lego-kongen Kjeld Kirk Kristiansen, har en stor passion for heste. Så stor en passion, at han ejer flere hestestutterier og ikke har noget imod at bruge store summer penge på de firbenede pelsdyr.

Et af Lego-kongens stutterier er Blue Hors, der ligger i Randbøl tæt på Billund. Stutteriet har de seneste år været alt andet end en god forretning.

Der er endnu ikke blevet offentliggjort regnskab for 2016, men fra 2013 til 2015 gav Blue Hors sammenlagt et underskud efter skat på omkring 150 mio. kr.

Det stopper dog ikke Kjeld Kirk Kristiansen fra at foretage investeringer på vegne af Blue Hors. Således har stutteriet for nylig købt sig til en ejerandel på omkring 20 pct. i det fynske firma Innordic International, der producerer kosttilskud til dyr, herunder heste.

Ulla Lundhus, kommunikationschef i Kirkbi, der er Lego-familiens pengetank og ejer 75 pct. af aktierne i Lego, bekræfter over for Finans, at Blue Hors og Kjeld Kirk Kristiansen har købt aktier i det fynske foderfirma.

»Innordics produktportefølje, som består af naturlige tilskudsprodukter til heste, passer rigtig godt ind i Blue Hors’ strategi på området. Forventningen er at skabe synergi imellem Innordics naturlige tilskudsprodukter og Blue Hors´ eksisterende plejeprodukter,« siger Ulla Lundhus i en skriftlig kommentar.

Blue Hors har de seneste år givet store underskud. Skal investeringen i Innordic derfor ses som en måde at forbedre forretningen i stutteriet?

»Investeringen er foretaget, fordi den passer rigtig godt ind i Blue Hors’ strategi,« skriver Ulla Lundhus, der ikke vil afsløre, hvor stort et beløb Blue Hors har smidt i Innordic International.

Blue Hors ejes 100 pct. af Kjeld Kirk Kristiansen, som grundlagde stutteriet i 1992, og i dag er stutteriet et af landets største af sin slags. Blue Hors har gennem årene avlet flere heste, der har deltaget ved OL, og én af dem var med til at vinde OL-holdbronze i 2008.

Kjeld Kirk Kristiansen anslås af Bloomberg at være god for 11,4 mia. dollars, svarende til lidt over 77 mia. kr. Det gør ham ifølge Bloomberg til en af verdens 100 rigeste personer.

Han er dog ikke den eneste i Lego-familien, der har stor interesse i heste. Sønnen Thomas Kirk Kristiansen har et stutteri på Fyn, mens Kjeld Kirk Kristiansens yngste datter, Agnete Kirk Thinggaard, er en Danmarks bedste dressurryttere.

Læs også