Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Historisk industrivirksomhed går konkurs – millionbeløb er strandet i Italien

Trods vækst og overskud er den danske kedelproducent Burmeister & Wain Energy gået konkurs. Ifølge advokat kan den italienske ejer ikke betale lån tilbage.

En rest af det gamle B&W i form af Burmeister & Wain Energy er gået konkurs. Foto: Thomas Borberg

Den danske kedelproducent Burmeister & Wain Energy med rødder i det gamle B&W-værft er gået konkurs.

Det skriver Jern- og Maskinindustrien. Advokat Lars Skanvig fra Plesner bekræfter konkursen over for Finans.

»Konkursen skyldes en svigtende ordretilgang, et fejlslagent projekt i Aarhus og moderselskabets manglende tilbagebetaling af et lån,« siger han.

Konkursen er opsigtsvækkende, ikke mindst fordi regnskaberne fra Burmeister & Wain Energy tegner et billede af en virksomhed i fremgang.

Fra 2014 til 2015 steg omsætningen med mere end 200 mio. kr. til 637 mio. kr. Samtidigt blev overskuddet mere end fordoblet til 26 mio. kr. efter skat.

Det seneste regnskab afslører imidlertid også, at den italienske eneejer STF har lånt et trecifret millionbeløb i det danske selskab.

Ved aflæggelsen af seneste regnskab var der tale om 179 mio. kr., som Burmeister & Wain Energy ifølge advokat Lars Skanvig ikke kan få tilbage.

»Vi har modtaget oplysninger om, at moderselskabet ikke er i stand til at tilbageføre pengene,« siger han.

Finans arbejder på at få en kommentar fra STF.

Advokaten fra Plesner arbejder nu på at finde en ny ejer til virksomheden, der har ca. 135 medarbejdere, og som hører hjemme i Lyngby.

»Målet er at sælge virksomheden med så mange af medarbejderne som muligt,« siger Lars Skanvig, som oplyser, at han allerede er i dialog med mulige købere.

Burmeister & Wain Energy blev stiftet i 2002 i et forsøg på at videreføre den kraftværksteknologi, der blev grundlagt i den danske industrivirksomhed Burmeister & Wain for mere end 150 år siden.

Energivirksomheden producerer kedler og har specialiseret sig i udvikling og design af avancerede dampkedelanlæg til forsyningsværker.

B&W var Danmarks største skibsværft og en førende producent af dieselmotorer. Dieselforretningen blev solgt fra, og skibsværftet endte med at gå konkurs tilbage i 1990’erne.

Den gamle industrivirksomhed er bl.a. kendt for B&W-hallerne på Refshaleøen i København, som var hjemsted for skibsværftet.

BRANCHENYT
Læs også