Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

BREAKING

Ny lov kan betyde flere taxi på gaden og lavere pris

Forbrugerne ventes at få bedre service fra traditionelle taxi. Til gengæld vil nye regler bremse Uber.

- Taxierhvervet bliver et almindeligt erhverv på linje med andre erhverv, lyder det fra transportminister Ole Birk Olesen. Foto: Helle Arensbak

Hvis du bruger almindelig taxi, så er der formentlig god grund til at glæde sig over den nye taxilov, som et flertal på Christiansborg torsdag blev enige om.

Den vil nemlig give kunderne bedre service, et prisloft og gode klagemuligheder, vurderer Forbrugerrådet Tænk.

Er du derimod en af de 300.000 danskere, som er tilmeldt kørselstjenesten Uber, så er den nye taxilov til gengæld dårligt nyt.

Loven opstiller nemlig en række krav om taxameter, sædefølerudstyr og uddannelse, som gør det svært at operere som Uber-chauffør.

Ved præsentationen af aftalen lægger transportminister Ole Birk Olesen (LA) dog vægt på liberaliseringen af taxierhveret.

Den nye lov vil ifølge ministeren afskaffe den "kommunale planøkonomi" med begrænsninger på antallet af taxi, og hvor de må køre:

- Taxierhvervet bliver et almindeligt erhverv på linje med andre erhverv. Hvor der er fri etableringsret, og hvor det ikke er det offentlige, der bestemmer, hvor mange der skal have lov til at konkurrere, siger Ole Birk Olesen.

Han fremhæver også, at man som taxichauffører fremover selv kan bestemme, om de vil være en enmandsvirksomhed eller drive deres virksomhed i en anden selskabsform. Præcis som andre erhverv.

Formand for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, er samtidig glad for, at aftalen sætter fokus på at øge udbuddet af taxaer med lift, så det bliver lettere for mennesker i kørestol at praje en taxi.

Taberne i aftalen bliver til gengæld de forbrugere, som bruger kørselstjenesten Uber. Og de danskere, som tjener penge på at køre som Uber-chauffører.

Ud over en række krav om udstyr og uddannelse stiller aftalen også skærpede krav, der skal sikre korrekt betaling af skat.

De eksisterende krav om taxameter og sædeføler opretholdes, så det udstyr skal Uber-chauffører installere, hvis de vil køre lovligt.

Samtidig skal kørselskontoret fremover sikre gps-koordinater for turen, tidspunkt for turens start og afslutning, længden og betalingen. Disse data skal kunne stilles til rådighed for myndighederne.

Formanden for Ingeniørforeningen, IDA, Thomas Damkjær Petersen glæder sig over, at den øgede konkurrence vil gavne forbrugerne. Men loven er forældet, allerede inden den er stemt igennem i salen, mener han.

Teknologiudviklingen har nemlig for længst overhalet udstyrskravene.

- En simpel smartphone kan allerede i dag løse behovene for aftalens krav om kamera, gps-koordinater, taxameter og kørselskontor, siger Thomas Damkjær Petersen.

Lovkravet om udstyr vil især gå ud over Uber-chauffører og andre som vil køre delekørsel.

- Indgangsbarriererne er reelt så høje, at vi ikke høster fordelene i deleøkonomien og mulighederne i nye digitale teknologier, hvor borgerne kunne have tilbudt kørsel i deres "fritid", siger Thomas Damkjær Petersen.

Læs også