Erhverv
0

Juice-rigmand skyder millionbeløb i biotekfirma

Joe & The Juice-stifter Kaspar Basse har investeret i et dansk-amerikansk selskab, der udvikler lægemidler til behandling af kræft.

Kaspar Basse har skudt en del af millionformuen fra Joe & The Juice i et dansk-amerikansk biotekselskab. Foto: Joachim Ladefoged

Et solidt overskud på juice-kontoen har givet den københavnske iværksætter Kaspar Basse appetit på en biotekinvestering.

Stifteren af den succesrige kæde Joe & The Juice har således stiftet sit eget investeringsselskab inden for biotek. Herigennem har han investeret et millionbeløb i den dansk-amerikanske virksomhed Y-mAbs Therapeutics.

»Ideen og forretningen er fantastisk interessant, og vi må alle håbe, at det bliver ved med at udvikle sig godt,« skriver Kaspar Basse i en e-mail til Finans.

I sidste uge kom det frem, at Kaspar Basse gennem de seneste år har oparbejdet en formue på 388 mio. kr. gennem Joe & The Juice, som han stiftede i 2002 og fortsat er adm. direktør for samt medejer af.

En mindre del af pengene har han i 2016 placeret i det nyoprettede selskab KAB Biotech Holding, der har til formål at investere i biotek.

Kaspar Basse understreger, at der er tale om en »helt og aldeles passiv« investering, og at han fortsat bruger al sin tid på at lede Joe & The Juice.

Ikke desto mindre ejer han ifølge det seneste regnskab biotekaktier for små 7 mio. kr. Ifølge juicekongen selv drejer det sig om virksomheden Y-mAbs Therapeutics, der har adresse i både New York og Rungsted Kyst nord for København.

Virksomheden er stiftet i 2014 af Kaspar Basses ven Thomas Gad, og den arbejder med at udvikle antistofbehandling mod kræft i samarbejde med Memorial Sloan Kettering Cancer Center i New York.

Alene i 2016 og 2017 har virksomheden fået tilført 37 mio. dollar i kapital, fremgår det af en stribe pressemeddelelser. Kaspar Basse vil dog ikke løfte sløret for, præcis hvor mange penge han har skudt i projektet.

»Min investering er ganske minimal og uinteressant i selskabets større sammenhæng,« skriver juicekongen.

I bestyrelsen for Y-mAbs sidder bl.a. Johan Wedell-Wedellsborg, som Kaspar Basse også samarbejder med i Joe & The Juice. Her sidder Johan Wedell-Wedellsborg både i bestyrelsen og er en del af ejerkredsen.

Bestyrelsen for Y-mAbs tæller desuden de to danskere Claus Møller og Bo Kruse, som begge har en fortid i biotekselskabet Genmab.

BRANCHENYT
Læs også