Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Arla triller baglæns - omsætningen dykker

Det seneste års voldsomme prisfald på mejerivarer får Arlas omsætning til at falde yderligere 5,5 mia. kr.

Arlas topledelse adm. direktør Peder Tuborgh, bestyrelsesformand Åke Hantoft og  finansdirektør Natalie Knight præsenterer i dag koncernens 2016-regnskab.

Arlas omsætning tager et kæmpe dyk efter et af de mest dramatiske år i selskabets historie. Omkring 5,2 mia. kr. er skåret af selskabets toplinje i det regnskab, der netop er offentliggjort.

Arlas toplinje er dermed reduceret til 71,7 mia. kr., men selv om omsætningen falder, har mejerigiganten forbedret indtjeningen med 21 pct. til 2,67 mia. kr. 

Arlas 2016-regnskab er summen af en katastrofal begyndelse og en fin afslutning på året.

Ved indgangen til året var der blandt markedsanalytikerne bred enighed om, at en langstrakt krise for mejeribranchen og mælkeproducenterne var ved at være slut og ville blive afløst af stigende priser.

I løbet af januar og februar 2016  druknede det håb imidlertid i en flodbølge af mælk, som væltede ud i et marked, der allerede var mættet. Den voldsomme vækst i produktionen var en konsekvens af, at EU havde afviklet de såkaldte mælkekvoter og givet landmændene frie hænder til at øge produktionen. Konsekvensen blev en ny bølge af prisfald, som først ebbede ud i løbet af sommeren 2017, da den elendige produktionsøkonomi fik landmændene til at sænke produktionen.

Da produktionen endelig faldt, begyndte de globale priser på mejerivarer omgående at stige med raketfart, og Arlas indtjening blev straks trukket med i vejret.  Den stigende indtjening blev vekslet til en højere mælkeafregning til Arlas andelshavere - fra august til december hævede Arla mælkeafregningen 30 pct. Udviklingen er fortsat ind i 2017, så afregningspriserne nu er steget i alt 40 pct. Prisstigningen er den hurtigste, Arla nogensinde har præsteret.

Selv om 2016 sluttede fint for Arla, har det ikke været nok til at udligne den voldsomme nedtur i årets første otte måneder. Til gengæld venter mejerikoncernens ledelse, at 2017 vil byde på solid omsætningsvækst og en forbedring af den såkaldte Arla-indtjening, der udtrykker selskabets indtjening pr. liter mælk, andelshaverne har leveret.

»Vi har i 2016 forsøgt at afbøde virkningerne af et ekstremt svingende marked i Europa. Vi har mere end nogensinde fokus på at udvikle vores varemærker og kategorier samt geografiske markeder. Det er lykkedes for os at styrke vores markedsandele i mange af vores strategiske vækstmarkeder uden for EU,« fortæller Arlas adm. direktør Peder Tuborgh.

Han understreger, at 2016 har været et særdeles hårdt år for Arlas andelshavere, der som gennemsnit for hele året fik en mælkeafregning, som var væsentligt lavere end i 2015. Den gennemsnitlige Arla-indtjening faldt således 8,3 pct.

Sammenlignet med konkurrenterne har Arla klaret sig fornuftigt gennem et vanskeligt år. Arla-indtjeningen var for hele 2016 på indeks 105 sammenlignet med indtjeningen hos den gruppe af konkurrenter, der indgår i Arlas peergroup.

Arla har i 2016 flyttet 340 mio. liter mælk ud af de ekstremt pressede industrimarkender. Mælken er i stedet kanaliseret ind i de mere lønsomme detail- og foodservicemarkeder. Salget af alle Arlas varemærker har været stigende i 2016 - eksempelvis er salget af Lurpak øget 7,7 pct.

På de strategiske vækstmarkeder uden for EU øgede Arla salget med 9,6 pct. i 2016, hvilket især tilskrives en positiv udvikling i Kina og Sydøstasien, der har haft en fremgang på 31 pct.

Internt har Arla været travlt beskæftiget med at spænde livremmen ind. 2016 blev indledt med en stor fyringsrunde, og mejeriselskabet har reduceret de såkaldte operationelle omkostninger (dvs. eksklusive omkostninger til køb af andelshavernes mælk) med 750 mio. kr. Målet er omkostningsreduktioner på yderligere 2,3 mia. kr. inden 2020.

Arlas nettoresultat var i 2016 3,6 pct. af omsætningen, hvilket er forholdsvist højt. I 2017 vil omsætningen stige, men til gengæld skrues resultatet ned i niveauet 2,8 - 3,2 pct. af omsætningen.

Arla Foods (nøgletal mio. kr.)        
  2016 2015 2014 2013 2012 2011
Omsætning 71752 76965 79605 74025 65593 55260
Årets resultat 2670 2213 2400 2250 1913 1410
Balance 47865 50520 49598 46403 43710  
Egenkapital 16440 16110 14055 12810 10972 9607
Læs også