Erhverv
0

Excentrisk rigmand investerer millioner i danske butlere

Millionbeløb skal bringe butlere til danske boliger og norske hytter.

Nu rykker butlerne snart også ud af byen til sommerhuse og hytter i Danmark og Norge. Her ses medstifter af Keybutler, Sune Liengård. Foto: PR.

Skulle det være noget med en butler til de gæster, der lejer din lejlighed via Airbnb, eller hvis du f.eks. lejer dit sommerhus ud?

Den danske iværksættervirksomhed Key Butler har netop sikret sig en investering på 5,5 mio. norske kr., eller lidt over 4,6 mio. danske kr. Det er blandt andre den norske hotelmilliardær Petter Stordalen, som har valgt at investere i den danske virksomhed.

Petter Stordalen, der er kendt for sin farverige og flamboyante stil, står bag Nordic Choice-kæden og er en af Norges rigeste personer med en formue på over 10 mia. kr.

Key Butler, som blev grundlagt i 2015, giver udlejere på Airbnb mulighed for at bestille en butler, som kan sørge for alt fra nøgleoverlevering til lejere, til at der er rent sengetøj og toiletpapir i lejligheden. Key Butler har lige nu 15 butlere, men forventer, at antallet af butlere kan runde 50 med den nye investering.

»Vi ved, det kan være besværligt at leje sin lejlighed ud via f.eks. Airbnb. Vi kan hjælpe med alle tingene rundt om en udlejning. Det kan være en helt simpel nøgleoverlevering eller en rengøring, men du kan også vælge at overdrage nøglerne til os, og så fikser vi alt. Det gælder både udlejning efter dine ønsker, nøgleoverlevering, rengøring, og hvad du ellers kunne have behov for,« siger Sune Liengård, medstifter af Key Butler.

Key Butlers' "Butlers Code of Conduct"

Før du kan blive butler hos Key Butler, skal du skrive under på Butlers Code of Conduct. Den lyder:

Jeg sværger ved min bowlerhat, at:

  • Diskretion er en dyd.
  • Jeg aldrig går ind i en lejlighed med sko på.
  • Jeg aldrig overleverer en nøgle uden fremvist reference nr.
  • Jeg snakker engelsk.
  • Jeg kender alle de spændende tilbud i mit lokalområde.
  • Jeg læser IBYEN og AOK til morgenkaffen og altid kan anbefale interessante oplevelser.
  • Jeg behandler alle med respekt; om du er indisk drag queen eller russisk kosak.

Kilde: Keybutler.dk

Lige nu er det muligt for folk i København, Oslo, Bergen og Trondheim at benytte Key Butler, når de lejer deres lejlighed ud. Men med den nye investering bliver det ikke kun lejligheder, der kan få besøg af en butler.

»En stor del af investeringen skal bruges på at komme ind på sommerhus- og hyttemarkedet. Vi starter til sommer med de første områder i det danske sommerhusmarked, og efter sommeren sætter vi så gang i det norske hyttemarked. Særligt på sidstnævnte er det jo lige nu meget svært at få nogen til at ordne alle tingene for sig,« siger Sune Liengård.

Selv om det for nu er sommerhuse og hytter, der satses på i Key Butler, regner Sune Liengård også med, at man på længere sigt vil sprede konceptet til andre danske byer.

»Vi vil gerne udvide til andre danske byer, men lige nu er der ret store prisforskelle. I Aarhus kan priserne på Airbnb være halvt så høje som i København, og det betyder jo, at den pris, vi tager, fylder markant mere i budgettet for kunderne. Men det kommer til at ske på et tidspunkt,« siger Sune Liengård.

Foruden udvidelsen med sommerhuse og hytter håber Sune Liengård også på, at Key Butler kan komme ind på markedet i den svenske hovedstad, Stockholm. Allerede nu har Key Butler også en franchise i Amsterdam.

BRANCHENYT
Læs også