Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Vestas dømt: Skal betale 3 mio. kr. til ulykkesramt medarbejder

Vestas skal ud over 3 mio. kr. til den ulykkesramte også betale ham renter af beløbet. Foto: Thomas Borberg. Foto: Thomas Borberg

Vestre Landsret har givet Vestas det fulde ansvar for en arbejdsulykke, hvor en tidligere medarbejder fik en rygskade. Dommen sikrer den tidligere medarbejder en erstatning på over tre millioner kroner, skriver Fagbladet 3F.

Ulykken skete i december 2010 – elleve dage før Vestas lukkede afdelingen i Viborg.

Den dengang 50-årige mand skulle med en momentnøgle dreje en stor bolt på plads. Det krævede et træk, der svarede til, at han løftede 61 kilo.

- Vestas vidste derfor, at arbejdet var belastende. Trækket på de 61 kilo overgik Arbejdstilsynets grænser. Derfor bliver virksomheden gjort ansvarlig, siger advokat Christian Riewe fra advokatfirmaet Bjørst, der har ført sagen for 3F Viborg.

”Vestas har tilsidesat sin pligt til at tilrettelægge arbejdet, så det kunne udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt”, fastslår Vestre Landsret i dommen.

I første omgang blev virksomheden frikendt i byretten i Aarhus. Her mente dommeren, at der ikke er tilstrækkelige beviser for, at ulykken har givet manden voldsomme smerter i ryggen. Dels havde han tidligere haft problemer med ryggen, dels er han psykisk påvirket af oplevelser, han har haft i sit krigsplagede hjemland, inden han kom til Danmark.

Vestre Landsret derimod hæfter sig ved lægelige udtalelser om, at manden har fået det værre psykisk efter ulykken. Det kan helt eller delvist være en følge af smerterne i ryggen. Landsretten giver ham erstatning for tab af 80 procent erhvervsevne.

Vestas skal ud over 3 mio. kr. til den ulykkesramte også betale ham renter af beløbet. Dertil kommer, at virksomheden skal aflevere næsten en halv million til 3F til dækning af forbundets advokat- og sagsomkostninger.

Vestas er ikke vendt tilbage på Fagbladet 3F’s henvendelse om en kommentar.

Læs også