Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Dansk vaskerikonge i svensk gigantopkøb

De Forenede Dampvaskerier med vaskerikongen Anders Thorgaard i front overtager svenske Textilia Group. Opkøbet øger omsætningen i den danske vaskerigigant med mere end 50 pct.

De Forenede Dampvaskerier, der har ca. 1.250 ansatte i 14 vaskerier rundt om i Danmark, satser nu stort på det svenske marked. Foto: Joachim Adrian.

De Forenede Dampvaskerier kaster et ukendt millionbeløb efter et solidt brohoved på det svenske vaskerimarked.

Hvem er Textilia Group?
  • Det svenske vaskeri har historiske rødder i det svenske forsvar.
  • I dag er Textilia førende på vaskerimarkedet i sundheds- og forsvarsindustrien.
  • Selskabet har omkring 500 ansatte og omsatte i 2016 for 575 mio. s.kr. – eller knap 449 mio. kr.
  • Textilia er ejet af aktieselskabet Lavare Holding, som igen er ejet af kapitalfonden Accept Equity.
  • Salget af Textilia Group til De Forenede Dampvaskerier kræver godkendelse af Textilias større kunder.

Det sker med købet af selskabet Lavare Holding, der står bag Textilia Group, som er den største vaskeriaktør på sundheds- og forsvarsområdet i Sverige.

»Vi har fulgt Textilia gennem flere år og anser dette opkøb for et vigtigt skridt for os for at øge vores tilstedeværelse i Sverige,« siger Anders Thorgaard, adm. direktør i De Forenede Dampvaskerier.

Vi har fulgt Textilia gennem flere år og anser dette opkøb for et vigtigt skridt for os for at øge vores tilstedeværelse i Sverige.

Anders Thorgaard, adm. direktør i De Forenede Dampvaskerier

Opkøbet banker gevaldigt til omsætningen i den danske vaskerikæmpe, der i det seneste regnskabsår omsatte for 775 mio. kr. Til sammenligning rundede salget i Texitilia Group sidste år 449 mio. kr.

Sælgeren er kapitalfonden Accent Equity, som i en fælles pressemeddelelse glæder sig over salget. Glæden stopper dog, når det gælder oplysninger om salgsprisen, som begge parter har valgt at holde hemmelig.

De Forenede Dampvaskerier i tal
(mio. kr.) 2015/2016
Omsætning 775,4
Indtjening 206,6
Resultat før skat 61,8
Resultat efter skat 48,3
Egenkapital 338,7
Antal ansatte 923
Kilde: Årsregnskab 30.6-15-30.6.2016

Opkøbet får dog næppe ledelsen i De Forenede Dampvaskerier til at sove uroligt, idet selskabet alene de seneste to år har landet et overskud før skat på 118,9 mio. kr., og med udgangen af det forskudte regnskabsår, der sluttede den 30. juni 2016, havde selskabet en egenkapital på 338,7 mio. kr.

Med til historien hører, at den familieejede vaskerigigant De Forenede Dampvaskerier, der blev startet af K.P. Thorgaard i 1958, de seneste to år har udloddet 170 mio. kr. til ejerkredsen anført af bl.a. Anders Thorgaard, samtidig med at selskabet har fortsat de senere års vokseværk skabt gennem en kombination af organisk vækst og opkøb.

De Forenede Dampvaskerier har omkring 1.250 ansatte. Med købet af Textilia Group følger yderligere 500 ansatte.

Læs også