Gammel Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Rema 1000 stormer frem og leverer et rekordsalg

Danskerne er vilde med Rema 1000, der sidste år satte ny salgsrekord med en omsætning på 12,3 mia. kr. - 8,2 pct. mere end i 2015.

Henrik Burkal, adm. direktør i discountkæden Rema 1000, kan se tilbage på et 2016 med stigende markedsandel og et rekordsalg. Foto: Carsten Andreasen.

Discountkæden Rema 1000 kommer flyvende ud af 2016.

Sidste år havde kæden 284 danske butikker, som formåede at banke det samlede salg op på rekordhøje 12,3 mia. kr., afslører Rema-ledelsen overfor Business.dk.

Rema 1000
  • Discountkæden Rema 1000 er ejet af den norske, familieejede koncern Reitangruppen.

  • Har 287 butikker i Danmark, som drives af lokale franchisetager.

  • Målet er at åbne 15-25 nye butikker om året.

  • Rema 1000 sidder ifølge egne opgørelser på 11,9 pct. af dagligvaremarkedet.

  • Rema 1000 Danmark beskæftiger ca. 10.000 ansatte - hovedparten på deltid.

I dag er der 287 Rema-butikker, og flere er på vej.

»Vores mål er at åbne 15 til 25 butikker om året,« siger Henrik Burkal, adm. direktør i Rema 1000, til Business.dk.

2016-fremgangen svarer til en vækst i salget på 8,2 pct., og dermed fortsætter Rema-kæden, der har den stenrige norske Reitangruppen i ryggen, flere års konstant optur på det danske marked.

Kæden har for længst overhalet Netto, når det gælder omsætning pr. butik, viser en opgørelse udarbejdet af konsulenthuset Retail Institute Scandinavia, der har særligt fokus på med fokus på detailhandel og forbrugeradfærd.

Vores mål er at åbne 15 til 25 butikker om året.

Henrik Burkal, adm. direktør i Rema 1000

Selv om 2016 sætter ny omsætningsrekord, er salget på 12,3 mia. kr. dog udtryk for, at væksten går en smule tilbage, idet salget fra 2014 til 2015 steg 9 pct. til 11,4 mia. kr.

Det ændrer dog ikke på Rema-ledelsens vækstplaner. Tværtimod lyder meldingen fra bestyrelsesformand Ole Robert Reitan, at der bare skal fuldt blus på butiksåbningerne.

På den korte bane er målet for indeværende år at runde 300 Rema-butikker, men på sigt er målet 400 butikker eller mere, lyder meldingen.

Ifølge Remas egne tal sidder den populære discountkæde i dag på 11,9 pct. af dagligvaremarkedet herhjemme i hård kamp med især Netto og Fakta.

I en nylig prognose fra Retail Institute Scandinavia peges på, at forventningen til Rema 1000 er, at den fremstormende discountkæde vil fortsætte med at øge markedsandelen og nå i hvert fald de 13 pct. i 2025.

Læs også