Investor
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Historisk dårlig aktiemåned kan gemme på en overraskelse

September er traditionelt den dårligste måned for aktierne. Sådan behøver det ikke være i år, vurderer Nordra.

Arkivfoto: Jens Panduro/Polfoto

Det danske aktiemarked har mandag startet ugen og måneden positivt med en marginal stigning i C20 Cap-indekset. Det kan dog være en stakket frist, for september har historisk vist sig at være en dårlig aktiemåned.

En analyse af de gennemsnitlige afkast i C20-indekset siden 1990 viser ifølge Nordea nemlig, at september med et gennemsnitligt fald på 1,8 pct. har været årets absolut værste aktiemåned.

Også uden for landets grænser klarer aktierne sig typisk dårligt i september. De globale aktier har i gennemsnit tabt 0,7 pct. i værdi i årets niende måned, mens de amerikanske aktier er faldet 0,3 pct.

Det store spørgsmål er, om september i år vil følge den historiske trend - eller om det danske aktiemarked kan bygge oven på de stigninger, det har præsteret hidtil i år.

Mens de danske aktier kom forrygende fra start i år, synes de ifølge chefanalytiker Michael Borre fra Nordea at have mistet pusten en smule hen over sommeren. Siden maj er de danske aktier kun steget 3 pct., mens de amerikanske er steget 5 pct.

- Regnskabssæsonen viste, at C20-selskaberne har svært ved at øge omsætningen, og at selskaberne dermed i høj grad har sparet sig til det stigende overskud. Det er typisk ikke noget, investorerne kan lide. Vi forventer dog, at de danske eliteaktier fremadrettet - og også i september - vil levere stigninger. Men det bliver nok ikke stigninger i den størrelsesorden, vi så i første halvår, siger Michael Borre.

Han venter, at det især vil være virksomhedernes evne til at hæve omsætningen, der bliver afgørende for, hvor meget investorerne vil betale for de danske aktier.

Mens september rangerer som den dårligste aktiemåned i historisk perspektiv, så er januar omvendt den bedste.

- Januar har i gennemsnit givet et afkast på 3 pct. siden 1990, og det gør januar til den absolut bedste aktiemåned. Julemåneden, december, kommer ind på en andenplads med en gennemsnitlig stigning på 1,9 pct. Og faktisk er der kun tre måneder, nemlig marts, august og september, der har givet negative afkast, siger Michael Borre.

BRANCHENYT
Læs også