IT
0

Apple i krig mod tegnebogen

Apple Pay spås gode muligheder for succes i USA, men i Kina er teknologien ingen nyhed, lyder det fra eksperter.

IT
Med en enkelt berøring kan man fremover betale med sin iPhone. Foto: Marcio Jose Sanchez/AP

Apple Pay kommer til at gøre det samme ved betalingsvirksomhederne, som iPoden gjorde ved musikbranchen. Sådan lyder vurderingen fra flere analytikere efter Apple præsenterede den nye iPhone 6 med det såkaldte Apple Pay.

Ideen med Apple Pay er, at forbrugerne skal bruge deres telefoner til at betale med, når de handler i fysiske butikker, i stedet for deres kreditkort. Ved hjælp af NFC-teknologi kan man holde sin iPhone over en sensor, og derefter godkende betalingen på telefonen ved hjælp af fingeraftryksknappen.

Flere analytikere mener, at Apple med sin popularitet og markedsandel formår at gøre, hvad konkurrenterne forgæves har forsøgt - nemlig at flytte betalingerne over på mobilen, det skriver Financial Times.

Tiltroen til Apple Pay, der sættes i drift til oktober, skyldes blandt andet de samarbejdspartnere, som Apple allerede har på plads. Ved lanceringen af iPhone 6 tidligere på ugen, kunne Apple fortælle, at de har aftaler med de 11 største amerikanske kreditkortudbydere, som tilsammen har 83 pct. af det amerikanske marked. Blandt dem er American Express, MasterCard og Visa.

Også i detailhandlen er de med på ideen fra Apple. McDonald's, Disney Land og Subway er nogle af de store virksomheder, som allerede er med på den nye betalingsmåde.

"Jeg mener, at det er et markant løft til mobile betalinger og køb ved hjælp af mobile betalinger," siger Randy Vanderhoof, der er adm. direktør ved Smart Card Alliance, til Finacial Times.

Mens Apple Pay er en kæmpe nyhed i USA, er interessen for den nye betalingsmulighed væsentlig mindre, når man kigger på det store og vigtige kinesiske marked.

På det kinesiske mobilmarked har mærkerne Alibaba, Baidu og Tencent nemlig allerede mobile betalingsløsninger.

"Ingen af de virksomheder, der konkurrer med Apple i Kina, har grund til bekymring. Det betalingssystem, som Apple har introduceret, er på ingen måde innovativt i forhold til Kina," siger Gary Rieschel, der er analytiker hos investeringsvirksomheden Qiming Ventures, til det amerikanske medie Forbes.

Selvom Gary Rieschel, der bor og arbejder i Shanghai, ikke mener, at Apple skal have mange point for kreativitet, er han alligevel begejstret for den nye iPhone.

"Den nye iPhone forstærker Apples position som den bedste i klassen, når det kommer til smartphones," siger han.

Det du behøver at vide!
Modtag nyhedsbrevet Briefing og få hurtigt og nemt overblik over dagens væsentligste nyheder fra erhvervslivet – håndplukket af vores redaktion.
BRANCHENYT
Læs også