IT
0

Unfair søgeresultater kan koste Google dyrt

Google er presset af EU, der vil have søgegiganten til at levere mere fair søgeresultater.

IT
På fjerde år er Google og EU stadig ikke enige om hvordan søgegiganten undgår at favorisere egne services i  søgeresultaterne, som kommer frem når milioner af europæere "googler".  Foto: Mark Lennihan/AP
EU og Google har nu på fjerde år lagt arm om, hvordan søgegiganten undgår at favorisere sine egne services i de søgeresultater, som millioner og atter millioner af europæere får præsenteret hver dag.

Med en 90 procents markedsandel på søgemarkedet mener EU således, at Google potentielt misbruger sin dominerende markedsposition til at fremhæve sine egne services som eksempelvis Youtube til fordel for konkurrenternes services.

Den snart afgående EU-konkurrencekommissær Joaquín Almunia fortalte i sin sidste afrapportering til Europaparlamentet, at efter tre forsøg på forlig med Google, er tålmodigheden ved at være opbrugt.

Det kan resultere i et formelt sagsanlæg, hvor Google kan risikere at betale 10 procent af sin globale omsætning, hvilket vil sige en bøde på ikke mindre end 35 milliarder kroner.

Det skriver The Guardian.

Værre end Microsoft

Avisen beretter, at EU-kommissæren i sin tale til europaparlamentsmedlemmerne drog paralleller til en anden amerikansk it-gigant.

Det drejer sig om Microsoft, som for nogle år siden endte med at skulle betale flere milliarder kroner til EU's bødekasse for at have udnyttet sit Windows-styresystem til blandt andet at promovere sin egen medieafspiller og webbrowser.

"Microsoft blev undersøgt af EU i 16 år, hvilket er fire gange så lang tid som Google-undersøgelserne har taget, og der er flere problemer med Google, end der har været med Microsoft," sagde Joaquín Almunia i sin tale til Europaparlamentet.

Læs også på Computerworld: Nu får Google tommelskruerne på: Brugerne skal kunne styre deres data

Google gik ellers fri af de samme anklager om konkurrenceforvridning af de amerikanske konkurrencemyndigheder tilbage i januar 2013.

Europæiske stornationer som Tyskland og Frankrig har dog kæmpet hårdt for, at Google skal levere mere fair søgeresultater eller betale ved kasse 1.

Kan blive en dansk sag

Da Joaquín Almunia går af som kommissær i næste måned, bliver det formentlig danske Margrete Vestager, der som ny konkurrencekommissær skal arve sagen mod Google.

Søgegiganten har i flere omgang forsøgt at stille EU tilfreds, og meldingen fra Google lyder, at selskabet fortsat vil samarbejde med EU om at få ryddet bekymringerne af vejen.

Sideløbende med sagen om Googles eventuelle favorisering af sine egne services i søgeresultaterne, har EU lige åbnet en sag mod Googles måde at fremme selskabets søge- og korttjenester på via sit smartphone-system Android.

Derudover har EU for nyligt også tvunget Google til at fjerne folk fra søgeresultaterne, hvis de ønsker og kan argumentere for det rimelig at forsvinde fra Googles søgesfære.

Denne artikel er leveret af
BRANCHENYT
Læs også