IT
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Easi'r vil erobre nye markeder med big data

Det aarhusianske it-firma Easi'r vil med flere medarbejdere nå ud til yderligere 15-16 lande.

IT
Mikael Moeslund vil ind på andre store markeder som Frankring, Italien og Spanien. Foto: Easi'r

En vækst på 197 pct. i 2015 skal gentages i år - og gerne også i de kommende.

Derfor er det aarhusianske it-firma Easi'r på vej til næsten at fordoble antallet af medarbejdere. Lige nu er der ansat 25 medarbejdere, men firmaet søger 20 nye udviklere, så firmaet kan få flere kræfter til at komme ind på flere markeder.

»Vi har lige lukket en ny aftale med en tysk kunde, og samtidig har vi indgået en stor aftale med en partner på det britiske marked. Derfor har vi brug for flere udviklere, så vi kan være på forkant,« fortæller Mikael Moeslund, der er adm. direktør for Easi'r.

»I 2015 havde vi en vækstrate på 197 pct., og foreløbig ser det ud til, at i år udvikler sig tilsvarende,« tilføjer han.

Firmaet har specialiseret sig i software til bilbranchen. Softwaren skal hjælpe bilforhandlerne med at opbygge relationer til kunderne, så kunderne populært sagt kan få det rigtige tilbud - lige før de selv er bevidste om, at de er klar til at købe en ny bil.

Det sker ved brug af såkaldte algoritmer, kunstig intelligens eller big data, som det kaldes lidt i flæng.

Easi'r er allerede godt i gang i både Tyskland og Storbritannien, men ambitionen er, at op mod 16 nye lande skal komme til over de næste to år.

»Vi oplever en stigende efterspørgsel i Europa, og vi vil gerne videre til andre store lande som Frankrig, Italien, Spanien, men også Sverige, Østrig og Holland,« fortæller Mikael Moeslund.

»Mange bilforhandlere kæmper med, at de rent digitalt halter langt efter deres kunder. Vores software kan hjælpe forhandlerne til at få en kontakt til de potentielle købere på et tidligere tidspunkt i købsprocessen. En bilkøber kender i dag nærmest alt til bilerne, deres udstyr og priserne, fordi kunderne på forhånd har undersøgt markedet via computer, tablet eller smartphone,« forklarer Mikael Moeslund.

Samtidig med at Easi'r vender sig mod nye markeder, kan der også blive tale om nye brancher.

»Både forsikringsbranchen og landbrugssektoren har vist interesse for vores software,« fortæller Mikael Moeslund.

»Landbrugssektoren skal forstås som producenter af de store landbrugsmaskiner. Når det gælder softwaren, er der ikke den store forskel på at sælge en personbil eller en traktor,« tilføjer han.

Easi'r blev grundlagt i 2002 i Tyskland, og i 2010 kom afdelingen i Aarhus til. I dag foreløb al udvikling i Aarhus, mens den tyske afdeling i Chemnitz står for salg og rådgivning.

BRANCHENYT
Læs også