IT
0

Puster Samsung og Apple i nakken: Nu vil Huawei være den største smartphone-producent

Kinesiske Huawei har masser af medvind på det globale smartphone-marked og sigter med nye tiltag efter at erobre verdensherredømmet. Det bliver dog lettere sagt end gjort.

IT

Det kan godt være, at Samsung og Apple i en årrække har domineret den globale smartphone-scene og står bag de største sællerter på markedet.

Kinesiske Huawei, der typisk er at finde på tredjepladsen i markedsopgørelserne, står dog til at give både Samsung og Apple kamp til stregen i de kommende år og kan ligefrem blive den største smartphone-producent globalt.

Det skriver analysefirmaet ABI Research, der baserer vurderingen på Huaweis høje vækstrater og selskabets strategi på markedet.

"Den kinesiske smartphone-leverandør Huawei fortsætter med at være være modstandsdygtig i et overfyldt og meget konkurrencepræget miljø og sigter efter at blive den største globale smartphone-leverandør om omkring fem år," lyder det fra ABI Research.

Læs også: Test af Huawei P9: Dobbelt kamera og attraktiv pris gør P9 til en god telefon

Analytikerne peger på, at Huawei - hvis missionen skal lykkes - skal gå efter en stærk tilstedeværelse i USA og Vesteuropa, vel at mærke uden at miste momentum på hjemmemarkedet.

"Med en rangering som den tredjestørste smartphone-leverandør globalt målt på volumen forsøger Huawei at udvidde sin rækkevidde ved at udvikle egne chipsets og eget operativsystem baseret på Android," forklarer David McQueen, der er research director hos ABI Research, om det kinesiske selskabs strategi. Han tilføjer dog samtidig:

"Det kan få succes med chipsets, men mange andre konkurrenter har forsøgt sig med en lignende taktik med OS-udviklingen uden den store succes. Det vil blive svært for Huawei at nå dette mål, selv med et forbedret globalt brand og en øget volumen."

ABI Research fremhæver dog, at Huawei i øjeblikket rammer en god balance imellem at levere billige telefoner til low-end-markederne og samtidig mere teknologisk avancerede og innovative produkter til de mere modne markeder.

Huawei forsøger med selskabets nye strategi at gøre sig uafhængig på chip-området og at skabe et økosystem og stærkere brand med et egenudviklet, Android-baseret styresystem.

Selvom det ifølge ABI Research ikke er nogen dum plan, fremhæver analysefirmaet også, at historien viser, at det er langt lettere sagt end gjort.

De mest solgte smartphones på verdensplan i første kvartal i år var ifølge analysefirmaet Gartner Samsung (23,2 procent), Apple (14,8 procent), Huawei (8,3 procent), OPPO (4,6 procent) og Xiaomi (4,6 procent).

Læs også:

Fremgang igen efter stor nedtur: Her er verdens største smartphone-producenter lige nu

Billige brugte smartphones storsælger - hvorfor betale kassen for en ny?

Midt i nedtur: Apple runder en milliard solgte iPhone-smartphones

Test af Huawei P9: Dobbelt kamera og attraktiv pris gør P9 til en god telefon
..

Hvis du allerede har adgang
BRANCHENYT
Læs også