0

Dansk it-selskab opfinder ny teknologi mod hackerangreb

Den danske it-virksomhed Linkfactory har opfundet en ny teknologi, der skal gøre det sværere at være hacker. Teknologien ville f.eks. kunne have hjulpet Forsvaret mod angreb fra den russiske hackergruppe Fancy Bear, lyder det.

IT
Ole Brockhuus og Annesophia Yttesen har opfundet app'en Spot The Spy. De driver IT-konsulenthuset Linkfactory, der laver web, app og systemudvikling for offentlige organisationer og private selskaber som Fitness.dk og Molio. Illustration: Jyllands-Posten

Annesophia Yttesen oplevede for få år siden, hvordan en bestyrelseformand i en børneinstitution blev ved med at sende hende mystiske mails.

Hun sagde, at hun var kommet i problemer og bad om økonomisk hjælp fra venner og familie. Hendes e-mail var blevet hacket, men hun var ikke klar over det.

Det gav Annesophia Yttesen, der sammen med sin mand Ole Brockhuus driver it-konsulenthuset Linkfactory, ideen til Spot The Spy. En nylig lanceret app, der via ny teknologi skal give almindelige mennesker et ekstra sikkerhedsværn mod hackere.

Teknologien fungerer ved at krydse GPS-lokationen fra den enkelte brugers smartphone med lokationen, hvorfra der logges ind på brugerens Facebook eller Gmail-konto. I fremtiden vil den også kunne tilsluttes Linkedin, Instagram og Twitter.

Undersøgelser viser, at halvdelen af befolkningen er enten bekymrede eller ekstremt bekymrede for at miste data, når de agerer online

Ole Brockhuus, Direktør i Linkfactory

»Når app'en er installeret, så ved vi hele tiden, hvor brugeren er. Hvis deres Gmail eller Facebook så bliver tilgået fra et andet sted, sender appen dem en advarsel og giver dem mulighed for at smide den uvedkommende bruger ud, ændre kode eller lave to-trins verifikation,« siger Ole Brockhuus, medopfinder af Spot The Spy og direktør i Linkfactory.

Teknologien er ikke set før. Det har virksomheden fået bekræftet af den europæiske patentorganisation. De forventer nu at sikre et internationalt patent i løbet af september.

»Vi ser den her teknologi rigtig mange steder i fremtiden. Vi forventer 100.000 brugere inden 2018. Der er to mia. brugere på Facebook og mere end en mia. på Gmail , så der er jo en ekstrem udbredelse af de områder, vi beskytter. Og så fylder sikkerhed meget i dag. Undersøgelser viser, at halvdelen af befolkningen er enten bekymrede eller ekstremt bekymrede for at miste data, når de agerer online,« siger Ole Brockhuus.

Mere end 100.000 danskere har allerede oplevet hackerangreb, hvor andre har skaffet sig adgang til deres mails og personlige samtaler på internettet. Flere virksomheder har også måttet stå på mål for globale ransomware-angreb, hvor hackere tvinger sig adgang via phishing-mails, krypterer offerets filer og kræver løsepenge for at låse dem op.

Senest er Mærsk blevet ramt, hvilket analytikere vurdere kan komme til at koste dem op mod 450 mio. dollars.

Den amerikanske streamingtjeneste HBO er også under angreb og i øjeblikket i forhandlinger med en hackergruppe, der påstår at have stjålet ikke-udgivede serie-episoder samt manuskripter.

Der er ikke nogle sikkerhedsmetoder i dag, der ikke kan blive hacket

Ole Brockhuus, Direktør i Linkfactory

Linkfactory mener, at dets nye teknologi kan tjene som et ekstra værn for virksomheder såvel som privatpersoner, og planlægger i fremtiden at rulle deres teknologi ud i erhvervsøjemed. De er overbeviste om, at deres teknologi f.eks. kunne have hjulpet Forsvaret, da de i 2015 og 2016 blev angrebet af den russiske hackergruppe Fancybear. Hackergruppen skaffede sig adgang til Forsvarets netværk via medarbejdernes private mails.

»Hvis de havde haft adgang til den her teknologi, der tjekker om hackeren er samme sted som den legitime bruger, så ville de have haft et stærkere værn og været mindre sårbare,« siger Ole Brockhuus.

Center for Cybersikkerhed har ikke villet kommentere sagen, men Lars Ramkilde Knudsen, der forsker i kryptologi og datasikkerhed ved DTU, er ikke helt overbevist om teknologiens fortsatte anvendelighed mod hackerangreb.

»Jeg tror, det er let at omgå. De har måske fat i noget, men en bandit, der vil omgå det, kan sagtens. Jeg er ret sikker på, at teknologien ikke vil hjælpe mod organiseret cyber-kriminalitet, men ideen er god,« siger Lars Ramkilde Knudsen.

Direktør i Linkfactory, Ole Brockhuus, forklarer, at teknologien bør sættes i samspil med andre sikkerhedslag, men at den ellers er »bulletproof.«

»Hackeren skal gætte, hvor brugeren er, hvis vores teknologi skal omgås, men man kan aldrig vide, hvilke metoder de benytter sig af. Vi ved jo godt, at når man kommer med en ny sikkerhedsmetode, så finder hackerne måder at omgås den. Der er ikke nogle sikkerhedsmetoder i dag, der ikke kan blive hacket. Men vores teknologi er stadig et godt værktøj,« siger Ole Brockhuus.

BRANCHENYT
Læs også